Forfatterportræt af Karin Michaelis
Forfatterportræt af Karin Michaelis

Med andres ord: Karin Michaëlis

17.09.19
Hvordan kan en dansk forfatterinde, der har solgt millioner af bøger i Europa, stadig være næsten ukendt i Danmark? Bliv klogere på Karin Michaëlis og hendes forfatterskab i dette forfatterportræt.

Som gennemgående tematikker i Karin Michaëlis forfatterskab står barnet og fantasien, men vigtigst af alt bidrog hun til et kritisk blik på de normer og konventioner, kvinderne var underlagt på hendes tid.

Karin Michaëlis var en meget aktiv forfatter. Fra debuten med novellesamlingen ’Højt Spil’ (1898) og frem til sin død i 1950 skrev hun intet mindre end 36 romaner for voksne samt 9 børnebøger.


"Den farlige alder" 

De første udgivelser var dog ikke store succeser. Til gengæld bragede hun igennem lydmuren med skandaleromanen 'Den farlige Alder' (1910), der på kritisksatirisk vis handler om et tabu fra den tid; kvinders begær i overgangsalderen. Det var en knivskarp analyse af kvinders vilkår og kønnets skæbne på det sociale marked. Bogen førte til international berømmelse og forargelse. Den solgte blandt andet 86.000 eksemplarer på de første 14 dage i Tyskland, og den er blevet filmatiseret to gange. Michaëlis rejste på den baggrund Europa tyndt og holdt foredrag om sit forfatterskab.

"Træet på godt og ondt"

Karin Michaëlis’ hovedværk er en romanserie, der strækker sig over fem bøger. I ’Træet paa godt og ondt’ (1924-30) følger vi det fantasifulde barn frem til en digtertilværelse. Fortællingen skildrer altså, hvordan den kvindelige kunstner skaber sig selv. Selvom hovedpersonen i romanen, Gunhild, ikke har samme navn som forfatterinden, og Michaëlis selv har understreget, at karakteren ikke er et billede af hende selv, er der i fortællingen alligevel flere overlap med Michaëlis egen historie. Det ender således med, at Gunhild udgiver Michaëlis to romaner ’Barnet’ (1902) og ’Lillemor’ (1902).

Politisk flygtning

Michaëlis blev læst og hørt for sine stærke synspunkter om kvindelig psyke og seksualitet. Men hendes engagement og mod skinnede også igennem i livet ved siden af skrivegerningen. Her hjalp hun tyske modstandere af nazibevægelsen til at flygte og bosætte sig i træhuse, hun byggede i sin have på Thurø. Det betød, at hun selv måtte leve som politisk flygtning i USA under Anden Verdenskrig. Hun vendte tilbage til Danmark i 1946.

Michaëlis' baggrund

Karin Michaëlis blev født i et småborgerligt hjem i Randers 20. marts 1872 og flyttede som ung i 1895 til København for at blive gift med Sophus Michaëlis, der var forfatter. Det var de nye litterære kredse, der inspirerede hende til at skrive. Ægteskabet holdt ikke, og de blev skilt i 1911. Hun blev gift igen året efter med Charles Stangeland. Selvom de havde det dårligt sammen, besluttede de først at gå fra hinanden i 1930. Hun fik ingen børn.

Læs også det store forfatterportræt af Karin Michaëlis på Forfatterweb.
 

Inspiration