Meadow

Brætspil. Skønt gameplay i skønnere omgivelser

Den europæiske landidyl har aldrig taget sig bedre ud, end den gør i Meadow. Uanset hvor blikket falder, belønnes du med sirligt bindingsværk og uspoleret natur, der får Bambi til at ligne et industrielt helvede, fremelsket af mareridtsafkommet mellem Salvador Dalí og Auguste Perret.

Det er ikke en umulig tanke, at selv det mest garvede efterårsmenneske vil sukke en smule efter vår, når Meadow smækkes på bordet. Et lyspunkt i kulden, med en lækkert taktisk kant.

Teknisk oversigt

  • 12+ år
  • Spilletid 60-90 minutter
  • 1-4 spillere
  • Engelsk regelsæt

Det handler om at være dus

Der er et enormt taktisk potentiale i Meadow. Med et utal af ruter, smutveje og ubetrådte stier gennem spillets mange, mange kort finder du både planter, områder, bygninger og dyr i alle størrelser. Din opgave er at samle stik i form af dyrenes behov – dit muldvarpekort på hånden bærer først frugt, når du har fundet insekter og orme til at pejle dig ind på den. Samme med sommerfuglen, som du først kan indkassere, når du har fundet den eng, den tumler sig i.

Jo mere krævende et dyr er, jo flere point giver det i sidste ende. Du kommer til at stå over for nogle svære valg, med alle de kombinationsmuligheder spillet tilbyder. Ja, det ville være fedt at spotte den ekstremt sky grævling, men musen kræver bare et hus, den kan plyndre. Og en mus på bordet er selvfølgelig bedre end ti grævlinger på hånden. Eller hvordan den nu lyder.

Spillet kan ved første øjekast fremstå en anelse overvældende. Der er mange dele, der skal samles og sættes op, og du finder desuden også nogle intimiderende kuverter, der først bør åbnes, når du har fået et godt greb om reglerne. Manualen maner dog til ro – der er flere sværhedsgrader, du kan skrue på, og de farlige kuverter er netop lukkede, så du ikke behøver at tænke på dem, før du er parat. Med soloregler er der ydermere plads til introvert fordybelse i de smukt illustrerede kort, der bare tigger om at blive opdaget på dine traveture.

I gode hænder i vildmarken

Der er sgu kræset for detaljerne og overskuddet, når et spil ikke bare har en udførlig manual, men også et helt hæfte med facts og latinske betegnelser for alt det, du kan finde i det. Et nøgleord for Meadow er helt klart gennemførlighed, skarpt forfulgt af forkælelse. Hvis du har bare den mindste naturelsker i dig, skylder du dig selv denne fornøjelse af et brætspil.

Lån brætspillet Meadow

Inspiration