Jenny Colgan - Dronningen af feel good

24.03.23
Elsker du feel good romaner, så er Jenny Colgan lige sagen. Du kan også opleve Jenny Colgan på årets Ordkraft i april.

Jenny Colgan er en produktiv forfatter. Siden hendes debut, ”Det lille bageri på strandpromenaden” udkom i 2016, er det blevet til 18 feel good romaner.

Skotsk højlandsidyl og kærlighed

Noget af det, der kendetegner Colgans romaner er, at de emmer af skotsk stemning – om det er i hyggelige Edinburgh eller i en idyllerisk landsby i det skotske højland. Hun bor selv på et slot nord for Edinburgh (øhh - hvem ville ikke bo på et slot i Skotland?!). 

Når man læser ”Jul i boghandlen” bliver man overvældet af julestemning, kærlighed til bøger og ikke mindst en ufattelig stor trang til at opleve Edinburgh i juleklæder.

Det samme gør sig gældende, når man læser ”Den lille butik med de nye begyndelser”. Her får man lyst til at finde et skotsk slot og gå på opdagelse i hengemte sale og gamle bøger. 

Humor og kærlighed

Hendes bøger formår på fineste vis at kombinere humor, hjertevarme og store følelser. Der er både skilsmisse, dødsfald, jobskifte, stedmødre, søskenderivalisering og meget mere. Den røde tråd i alle hendes bøger er at finde tilbage sine rødder og mærke efter, hvilket liv, man egentlig ønsker sig, er genkendelig for mange – og at det foregår i hyggelige rammer, er jo bare et plus. Alt sammen fortalt med et glimt i øjet og blik for detaljen.

Selvom bøgerne er skrevet mere eller mindre efter samme opskrift, så bliver man som læser alligevel fanget ind af stemning, karakterer og historierne. Man bliver nysgerrig på, hvad Colgan har udtænkt med netop disse personer og hvilke prøvelser, de skal igennem for at få deres lykkelige slutning.

Nu har du chancen for at møde Colgan i Aalborg

Jenny Colgan lægger vejen forbi årets Ordkraft 13.-15. april. Find Ordkrafts program og køb din billet her
 

Inspiration