Interview med forfatter Jonas Kleinschmidt

Den 21. marts er det 75 år siden, at Den Franske Skole på Frederiksberg blev ramt af bomber fra allierede fly, der forvekslede skolen og Shellhuset, som var missionens egentlige mål. 86 børn og 18 voksne døde.

Jonas Kleinschmidts fortæller her om sin nye bog, der netop handler om bombardementet og om det at skrive til unge.

Hvorfor skriver du ungdomsromaner?

Jeg har altid elsket ungdoms- og coming of age-genren. Når jeg tænker tilbage, så er det bøger, film og serier som Beverly Hills 90210, Stand By Me, The Breakfast Club, Freaks & Geeks, Martin & Victoria, Liv & Alexander, The Outsiders, Mine glade 60’ere og Kids, der har betydet mest for mig. Og så er ungdomsårene bare nogle vilde og skelsættende år og derfor gode at skrive om. Det er jo der, alting sker, alting skinner lidt stærkere i de år, musikken er bedre, lykken er større, melankolien er tungere og smerten er dybere. 

Hvordan fik du idéen til din nye roman Englene over København?

Som udgangspunkt ville jeg egentlig bare skrive om en dreng, der lærer sin farfar og sin forhistorie bedre at kende. For tænk hvis man kunne rejse tilbage i tiden og møde sin farfar eller morfar som dreng. Og bare hænge ud med dem. Men hurtigt udviklede historien sig. Jeg kendte ikke meget til fejlbombningen af Den Franske Skole. Min morfar havde fortalt en lille smule om det, da jeg var yngre, men det var noget, han havde svært ved at sætte ord på. Den 21. marts 1945 så han flyene komme ind over Frederiksberg, inden de kastede deres bomber over Den Franske Skole. Han bad sin chef om lov til at løbe derned og hjælpe, og på den måde blev han en del af redningsarbejdet. Med min roman ville jeg forsøge at være der med ham den dag, at se, hvad han så. Og også sørge for at det, der skete den dag på Frederiksberg, blev fortalt videre til en ny generation af unge mennesker.

Bombardementet skete for 75 år siden. Hvad gør denne historie vedkommende for unge i dag?

75 er jo ingenting. Det kan da godt være, at omgivelserne ændrer sig, og vi går alle sammen rundt med en telefon i lommen osv, men de tanker og drømme, vi går rundt med har jo ikke ændret sig. Det at være menneske nu er det samme som det altid har været. Det er de samme spørgsmål, vi stiller os selv. Den samme eksistentielle hovedpine. Så selvfølgelig er det en vedkommende historie. Katastrofen skete lige her, midt i København, efter fem år med tysk besættelse. Og unge piger og drenge oplevede det hele på nært hold. Og bagefter fik de tilmed besked om at glemme det hele igen, for sådan gjorde man dengang. Selve ulykken var jo tragisk, 86 børn og 18 voksne omkom, men det er også en historie om sammenhold, mod og næstekærlighed. Grundværdier som det altid er vigtigt at minde sig selv om.

Du har skrevet meget specifikt om drenge. Hvorfor det?

Man siger jo, at man skal skrive om det, man kender, og jeg kender drengefællesskaber rigtigt godt. Jeg har været en del af dem nærmest så længe jeg kan huske. Helt tilbage fra børnehaven var opdelingen af piger og drenge tydelig, og i folkeskolen blev den opdeling forstærket. Samtidig har jeg savnet nuancerede skildringer af drengeliv. Jeg synes tit den der typiske drengeverden med fodbold, computerspil og porno bliver beskrevet som noget overfladisk og følelseskoldt, men det er ikke min oplevelse. Der er så meget kærlighed, sammenhold og ømhed i mange drengegrupper, det kommer måske til udtryk på nogle lidt aparte måder, men kærligheden er der.

Dine romaner afspejler en rå ærlighed om drengefællesskaber.
Hvorfor er det vigtigt for dig at skrive på denne måde?

Fordi jeg er interesseret i at undersøge og beskrive, hvilke mekanismer og sociale regler, der kan være på spil, når man er en del af en drengegruppe. Mange drengegrupper er præget af konkurrencementalitet, der kan være en ret hård tone, men der er, som jeg sagde før, også en stor ømhed. Det er et stort miskmask af usikkerhed, overmod og hormoner, en ret giftig cocktail egentlig, men, det er i hvert fald min egen opfattelse, igennem det hele løber en rød tråd af fællesskab. Man er der for hinanden, man støtter hinanden og man snakker altså også med hinanden, når det gør ondt. Der er mange, der tror, at drenge overhovedet ikke snakker sammen, og det er løgn. Man kører selvfølgelig også på hinanden, man slås, man mobber, alt muligt lort, det ene udelukker ikke det andet, og dét er et spændende og kontrastfyldt udgangspunkt at skrive ud fra, synes jeg.

Er der en forskel på unge i dag og din egen generation?

Ja og nej. De unge i dag lever jo i en anden tid. Den er mere digital, og verden har forandret sig. Jeg er fra en generation, hvor ironi var dominerende. Man kunne gøre grin med alt. Nu har en ny alvor sneget sig ind. Det giver mening, når man kigger på verden. Men samtidig, som jeg sagde før, så tror jeg, den eksistentielle hovedpine er den samme. Det er de samme spørgsmål, der fylder. Hvem er jeg? Hvem skal jeg være? Hvad vil jeg med mit liv? Man hører så meget om, hvor dårligt de unge har det i dag, så er de for meget på sociale medier, så online-mobber de hinanden for meget, så gider de ikke læse bøger, så er de stressede. Jeg tror, de unge i dag er præcis lige så fantastiske, selvoptagede, kloge, ugidelige, usikre og seje, som de altid har været. Og jeg har ingen problemer med at sende bolden videre til dem. 

Hvad synes du en god ungdomsroman skal kunne? 

Jeg synes, en god ungdomsroman skal fortælle en gribende historie om at være ung. Dengang som nu. Jeg har for nylig genlæst to af klassikerne inden for genren, Griberen i rugen og Den kroniske uskyld. Og altså, de holder i den grad stadig. Det er jo eviggyldige temaer, de beskæftiger sig med. Og så skal en god ungdomsroman naturligvis fange den unge læser. Man skal have lyst til at læse videre. Jeg kan selv huske, da jeg gik i 9. klasse og vores lærer bad os om at læse Herman Bangs roman Tine. Det er jo en god bog, det kan jeg da godt se nu, men dengang havde jeg aldrig læst noget kedeligere. En dag fik vi nogle unge lærervikarer på besøg, og i den forbindelse læste vi Radiator af Jan Sonnergaard. Det var som at blive vækket fra de døde. Med en håndgranat. Lige pludselig gad vi godt læse. Også de af os, der normalt ikke åbnede en bog. Sonnergaard skrev om sex, vold, uretfærdighed, kriminalitet og destruktiv gruppedynamik, og han skrev vildt og fabulerende og præcist. Så var det jo pludselig fedt at læse en bog.

Hvis du skulle anbefale tre bøger, som alle unge mennesker skulle læse, hvilke tre skulle det så være?

Griberen i Rugen af J. D. Salinger. Det er jo ungdomsklassikeren over dem alle. Men det er der en grund til. Jeg læste den første gang som teenager, og elskede den, siden har jeg genlæst den et par gange, og jeg elsker den stadig. Historien om Holden Caulfield bliver aldrig gammel. Der er så meget nerve, melankoli og medfølelse i Salingers portræt af den her unge utilpassede dreng, der ikke kan finde sig til rette i livet. Den følelse af at være alene i verden, at føle sig frastødt og usikker, og den vrede og sårbarhed, der følger med, tror jeg alle unge mennesker kan sætte sig ind i. Og så er den ømhed, der er i skildringen af Holdens forhold til hans lillesøster Phoebe, noget af det fineste i bogen. Jeg kan godt lide det der med, at hun på en eller måde er den eneste, der kan gennemskue ham. 

Cremasterrefleksen af Laura Ringo. Jeg synes, Laura Ringo er en stjerne. Hendes debutroman Cremasterrefleksen er en perfekt lille bog om at være et ungt menneske i starttyverne, der tuller lidt rundt og ikke helt kan finde ud af at leve sit liv, som hun vist nok tror, at man bør leve sit liv. Den famlende følelse er meget genkendelig, synes jeg, og Laura Ringo rammer den lige på kornet. Men handlingen er faktisk ikke så vigtig, der er heller ikke rigtig nogen, hvilket jeg helt personligt synes er virkelig fedt, det vigtigste er sproget, og Cremasterrefleksen er skrevet med en tindrende lethed i tonen. Og så er den vildt sjov. Hun er som en blanding af Stine Pilgaard og Erlend Loe. De to kan man i øvrigt også roligt læse.

Gift af Tove Ditlevsen. Jeg har lige læst den, og det er uden tvivl en af de vildeste bøger, jeg i mit liv har læst. Så overlegent skrevet, at man slet ikke fatter det. Et mesterværk. Det er en ret barsk bog, men også en ret sjov bog, jeg ved ikke, hvordan hun slipper afsted med det, men det gør hun. Jeg ville ønske, at jeg havde læst Gift i gymnasiet i stedet for Løgneren og Hosekræmmeren og hvad man ellers læste af kanoniseret dansk litteratur. Det kan godt være, at jeg ikke havde været klar til Gift. Det ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg ville ønske, at jeg lidt tidligere havde fattet, hvor vild en forfatter Tove Ditlevsen er.