
Ikoniske skrækfilm fra filmhistoriens vugge
Nosferatu (1922)
15. marts 2022 er hundredåret for udgivelsen af Nosferatu. F. W. Murnaus værk er filmhistoriens første ”portrættering” af karakteren Grev Dracula. Med ikoniske billeder og stemningsfyldte skygger er filmen en gotisk fortælling, hvor Nosferatus faretruende silhuet fortsat giver myrekryb. Trods sin lunkne modtagelse regnes den i dag for et mesterværk fra stumfilmens tid.
Golem (1920)
Historien om Golem er en del af jødisk folklore. Golem (1920) udspiller sig i 1500-tallets Prag, hvor stjernernes placering vidner om, at en katastrofe er på vej. For at imødekomme det uventede skaber Rabbiner Leow ved hjælp af trolddom og magi Golem ud af en klump ler. Monstret Golem skal beskytte den jødiske befolkning, men…
Dr. Caligaris Kabinet (1919)
DFI skriver: ”Oplev den ekspressionistiske filmbevægelses absolutte hovedværk - et virkelig udknaldet drama om en hypnotisør, der får en søvngænger til at begå mord for sig. Fortællingen om Dr. Caligari var den ekspressionistiske films gennembrud, og titlens doktor er på meget tidstypisk vis en dobbeltgængerfigur; på samme tid dæmonisk hypnotisør og anerkendt doktor. Han er også emblemet på tyrannen, der får andre til at udføre sine dekreter og dermed et billede på den skygge, som 1. verdenskrig kastede over Tyskland i efterkrigsårene…”
Se Dr Caligaris Kabinet på Filmstriben
Vampyr (1932)
Sidste anbefaling er danske Carl Th. Dreyers Vampyr (1932), der i øvrigt er hans eneste film fra 1930’erne. Den unge omstrejfende mand Allan Gray kommer til en kro på landet. Hans søvn forstyrres af underlige væsener, så han vandrer ud i den lyse, tågede nat. Her kommer han til et nærliggende, mystisk slot, hvor han kaster sig ud i af redde to unge piger fra det ondes kløer.
Da filmen fik premiere, blev den for det meste afvist som avantgardistisk og ejendommelig, men i dag har den fået plads som et af gysergenrens mest originale værker.
God fornøjelse!
Oprindeligt skrevet af Hillerød Bibliotek