I krig med naturen: At tæmme verdens vildnis og ride stormens bølger
I klimakrisens kølvand bliver vi mennesker mindet om, at der er grænser for vores formåen. Vores negative indvirkning på miljøet bliver stadig tydeligere, og vi erfarer atter, at naturens kræfter er udenfor vores kontrol. Alle disse erkendelser er imidlertid ikke nye. Som en kilde til menneskets kollektive erindring viser litteraturen os, hvordan overlevelse i, beherskelse af og ejerskab over den naturlige verden altid har været et tema og en drivkraft for menneskeheden.
"Jeg vil fælde cedertræerne og skabe mig et evigt navn!"
Sådan udbryder den episke helt Gilgamesh, som har lagt navn til litteraturhistoriens allerførste hovedværk fra omk. 2150 - 1400 f.v.t. Menneskehedens første store fortælling illustrerer bl.a., hvordan civilisationens udbredelse sker på bekostning af naturen.
Da Adam og Eva bliver udvist af Edens have, begynder livet i en rå, brutal verden – vores verden. I 40 år vandrer jøderne i den golde ørken for at nå til det forjættede land, der flyder med mælk og honning. Forbandet af havguden Poseidon sejler Odysseus rastløst rundt på havet i 10 år, før han finder hjem til den græske ø, Ithaka. Syndflodsberetninger finder ligeledes sted i religiøse myter over hele verden.
Menneskets møde med naturen er altså først og fremmest en barsk fortælling om kampen for livet, for at klare sig i det vilde, overleve katastroferne, betvinge og kultivere naturen samt at udforske og kolonisere nye territorier.
Naturens fjendtlige elementer: uvejr, ødemarker og uhyrligheder
Den mest gennemgående tematik, man møder i litteraturen om menneskets konfrontation med naturen, er fortællingen om overlevelse. Eventyreren Robinson Crusoe kastes ufrivilligt ud i et overlevelseseksperiment, da han forliser og strander på en øde ø. I sin dystopiske fremtidsroman ”Vejen” skildrer Cormac McCarthy, hvordan en far og søn kæmper en daglig kamp for livet, mens de flakker rundt i et USA, som ligger øde hen. Ressourceknapheden i et ørkenlandskab på en fremmed planet er omdrejningspunktet for dramaet i Frank Herberts sci-fi-klassiker ”Klit” (eng. "Dune").
Naturen fremstilles også som modsætning til den verden, vi kender. Her kan eventyrlystne helte besvare kaldet og bevise deres værd, når de kæmper mod frygtindgydende fabeldyr og onde hekse, som truer den etablerede orden. Grimms folkeeventyr, det gamle heltekvad ”Beowulf” og ridderromanen ”Løveridderen” er gode eksempler.
Mødet med naturen kan også være konfrontationen med det radikalt fremmede og ukendte i mere psykologisk og eksistentiel forstand. I ”Mørkets Hjerte” af Joseph Conrad tages læseren med på en rejse dybt ind i Afrikas urskov. Bogens linjer er snørklede og snor sig som Congofloden selv; længere og dybere ind i vildnisset og menneskets mørkeste sindelag. I new weird-romanen ”Udslettelse” af Jeff VanderMeer løftes genkendelighedens slør fra verden. Naturen i Område X er totalt fremmedgjort, og opfører sig helt uforklarligt. Har den mon sin egen bevidsthed?
I andre værker bliver kampen mod naturen helt fysisk og kropslig, som når den har skikkelse af et faretruende, sagnomspundet havdyr. Det sker f.eks. i klassikerne ”Moby Dick” og ”Den gamle mand og havet”. Endnu værre går det, når vi mennekser forsøger at manipulere med naturens orden. Det ender som regel med, at vi mister kontrollen og skaber monstrøse skikkelser, der hærger og hjemsøger os. Læs bl.a. Mary Shelleys ”Frankenstein” og Michael Crichtons ”Jurassic Park” for den slags.
Der findes også en række bøger, som tematiserer (mere eller mindre) menneskeskabte miljøkatastrofer og klimaforandringer. For eksempel: ”Den afskyelige” af Charlotte Weitze, Kassandra Montags ”Efter syndfloden” og J. G. Ballards klassiker ”Verden under vand”.
I litteraturen ser man i stigende grad et ønske om at: 1) se udover menneskehedens flygtige perspektiv. 2) skabe en bevidsthed om, hvor skrøbeligt vores eksistensgrundlag er. 3) at forstå hvor nært vores livsbånd rent faktisk knytter sig til naturen omkring os.