Hvad skal vi spille i efterårsferien?

Efterårsferien betyder inde-tid, varme tæpper, gyldne blade udenfor. Og hvad er bedre at fordrive tiden med end et brætspil sammen med hele familien?

På biblioteket har vi masser af brætspil, der henvender sig til familien - uanset hvem I er og hvordan jeres familie ser ud! Her får I en række af bud på hvilke af de utroligt mange fede spil, I skal tage med hjem til efterårsferien. Alle kommer med vores varmeste anbefaling.

Sequence for Kids

Sequence er en magisk blanding af kortspil og 4 på stribe. Hvor man i det oprindelige Sequence med almindelige spillekort skal opnå en række, bruger man i Sequence for Kids kort med forskellige dyremotiver for at få sine 4 på stribe. Spillet henvender sig primært til den yngre målgruppe, men er sjovt for hele familien.
Fra 4 år, 2-4 spillere.

Throw Throw Burrito

Endnu et spil, der blander kortspil med noget andet er Throw Throw Burrito. Denne gang er det kortspil og dødbold, der mødes i et hektisk sammensurium! Spil 3 ens kort og start en Burrito War, et Burrito Brawl eller en Burrito Duel og kast de bløde burritoer efter modstanderen.
Fra 7 år, 2-6 spillere.

Ticket to Ride: First Journey

Ticket to Ride er en kæmpe klassiker! Det er et charmerende spil, der handler om at bygge jernbaner over hele verden, og med junior-udgaverne "First Journey" blev det populære spil meget mere tilgængeligt for børn og familier.
Fra 6 år, 2-4 spillere.

Arctic Race

I Arctic Race skal du komme hurtigere henover isen end dine modstandere, så på med skiene og op på isflagerne! Hver spiller styrer 5 løbere i forskellige races, men på samme bane, så du skal holde tungen lige i munden for at følge med!
Fra 8 år, 2-6 spillere.

Pingo Pingo: Raiders of the Golden Pineapple

I er gået i land på en mystisk ø. Det er her den store skat skal findes! Men hov, hvad i alver... er det... pingviner? Og de bevogter skatten! Grib pistolen og skyd! Pas på, de har sat fælder op! Kæmp dig igennem og stjæl alt hvad du kan få fat i!
Fra 6 år, 2-5 spillere.

Castle Panic

Castle Panic er efter min mening et af de bedste familierettede samarbejdsspil, der kan fås for penge. Spillerne er forskansede på en borg i midten af spillepladen, og ind fra alle sider kommer nu orker, trolde og gobliner, som alle går til angreb på borgen. Det er nu jeres opgave at slå dem alle ned og beskytte borgen! Spillet findes også i en junior-udgave, så de yngre familiemedlemmer også kan være med.
Fra 10 år, 1-6 spillere.

Inspiration