Totte og Lotte bøger
Totte og Lotte bøger

Hip hip hurra - Totte og Lotte fylder 50 år

12.08.19
De ligner stadig små børn men er faktisk midaldrende. Bøgerne om drengen Totte og pigen Lotte, som de fleste danskere – børn som voksne – har fået læst op, bladret i på biblioteket eller selv har stående hjemme i bogreolen, fylder 50 år.
I 1969 lancerede tegneren og forfatteren Gunilla Wolde Totte badar og Totte går ut, som udkom første gang på dansk i 1973, som Totte bader og Totte går ud. Bøgerne om Lotte, som hedder Emma på svensk, udkom først midt i halvfjerdserne, men blev altså lanceret stort set samtidigt som Totte herhjemme.
”Totte og Lotte er blevet børnebogsklassikere for flere generationer. Det er let at identificere sig med de små hverdagsdramaer, der handler om at rydde op, bade eller skulle til lægen. Og så er Gunilla Woldes streg ikonisk for 70’erne. Derfor lever bøgerne stadig i bedste velgående,” siger Christian Bach, forlagschef hos Carlsen, der i anledning af jubilæet udgiver to flotte samlebind med Totte og Lotte. 

Humor og hverdagsliv i børnehøjde

Mange af bøgerne er udkommet i 25-30 oplag i Danmark gennem årene, og serierne om Totte og Lotte er oversat til 14 sprog.
Inspirationen til Totte kom fra Gunilas lille søn Per, der selv er oppe i årene i dag. Gunilla Wolde er født i Gøteborg, hun studerede ved en reklameskole og endte med at være forfatter og tegner. Hun leverede både tekst og illustrationer til Totte og Lotte, og skrev desuden adskillige andre bogserier til børn, samt bøger til voksne om ledelse og stress. Gunilla Wolde var meget nidkær med, at der ikke måtte pilles ved værkerne; hverken farver, typografi eller tegninger. Hun døde 75 år gammel i 2015.
 

Kilde: https://bog.dk/totte-og-lotte-fylder-50-ar-og-har-stadig-grydehar-gunilla-wolde/

Inspiration