Goldbergvariationerne revisited

Som barn mødte jeg hos min reserve-bedstemor nye verdener. Hun boede på den anden side af vejen og var pensioneret lærer. Og så vidste hendes hjemmeboende, voksne søn Mogens alt, hvad der var værd at vide om klassisk musik. Faktisk kunne han efter få takter afgøre – ikke alene, hvilken komponist og hvilket værk, der var tale om – men også, hvilken dirigent og solist, der gemte sig i grammofonpladens sorte rille.

En eftermiddag lagde han en gammel, slidt LP på den bløde filttallerken. Jeg ser endnu forventningens glæde i hans blik, mens lyden af det knitrende indløb intensiveredes i højttalerne, inden de første toner endelig blev slået an på det Steinway-flygelet.

1955

Glenn Gould var kun 22 år, da han i 1955 til sin debutindspilning på Columbia Records insisterede på at spille J.S. Bachs ”Goldbergvariationer”; et værk, som selv de største solister overvejer to gange, inden de kaster sig over.

Med forbløffende fingerfærdighed og en impulsiv følelse af forladthed i de vilde variationer - som selv en 12-13-årig dreng kunne føle gennem trykkammerhøjttalerne – fik Gould flygelets toner til florlet at flyve med lethed og tempo.

Senere har jeg lært, at netop Gould - før de fleste - så, at Bachs kontrapunkt og komplicerede strukturer ikke behøver at være hverken tørre eller akademiske. Goulds unikke strejf af finurlighed og hans excentriske stil (undervejs kan man i stille passager indimellem høre ham henført nynne med!) står på ingen måde i vejen for at tage Bach seriøst. Snarere tværtimod. Man fristest til at høre og forstå mere.

Min glæde for Bach og klassisk musik generelt blev for alvor skærpet i ”bedstemors” stue. Måske forstod jeg noget og mig selv i musikken. I hvert fald mærkede jeg - hvad jeg senere har fået slået fast med syvtommersøm og et utal af Gould-indspilninger af både Beethoven, Berg og Wagner, men mest: Bach – at Glenn Gould var og er noget særligt. Gennem ham mærker man, at der vitterligt er noget på spil; for hvordan kommen man overhovedet tilbage, når tonearterne konstant bevæger sig længere og længere væk fra udgangspunktet? Men hver gang lykkes det på forunderlig vis: De sidste takter toner bringer forløsningen og alt ender godt.

1981

Nogle uger senere sad jeg igen i ”bedstemors” stue og så, hvordan Mogens forsigtigt listede endnu en Gould-indspilning ud af det hvide indersleeve, for med inderlighed at lægge den tilrette under pickup’en.

Samme værk; Bachs ”Goldbergvariationer” fra 1741, men denen gang alligevel fundamentalt anderledes! I dag gjaldt det Goulds 1981-indspilning, optaget kun et år før hans alt for tidlige død i oktober 1982.

Bortset fra den nødvendigvis teknisk bedre indspilning og at han nu spillede på et Yamaha C9 koncertflygel (i stedet for det gamle Steinway CD19 fra 1920’erne, som i 1955-indspilningen) var det en roligere, mere fattet, langt mere reflekteret, nu 50-årig Gould, der sad ved klaviaturet. Hver enkelt sats gav indtryk af at være omhyggeligt disponeret og vel forberedt. Væk var ungdommens impulsive energi, vildskab og følelse af udødelighed, som jeg tydeligt havde mærket i 1955-indspilningen få uger tidligere. 

Senere har jeg læst mig til, at den virile 1955-optagelse varer 38 minutter og 34 sekunder, mens versionen fra 1981 løber hele 51:18 minutter! Forskellen mellem de to indspilninger er slående. Nok er det samme pianist og samme værk, men der er tydeligvis et levet liv og erfaringsbane til forskel.

”Bedstemor” og hendes søn Mogens er for længst væk, men jeg vender ofte tilbage til Glenn Gould og indspilningerne af Goldbergvariationerne. Det skifter lidt, hvilken jeg vælger. Måske fordi jeg endnu kan relatere til både den virile, ungdommelige gejst og den mere stoiske ro og indsigt, der følger med at blive voksen.

Glenn Gould i egne ord ...

Også på skrift efterlader Glenn Gould uudslettelige aftryk. Både gennem udgivne brevvekslinger og egne essays forholder Gould, der de sidste mange år af sit liv helt trak sig fra offentligheden og kun nødigt mødte andre mennesker, til kunst og litteratur, liv og forgængelighed.
Nedenfor er samlet et udvalg af spændende titler af og om ham.

... og som romanfigur

Og er du mere til skønlitterær fiktion, kan du såmænd også møde Glenn Gould og hans genialitet, der i Thomas Bernhards roman ”Undergængeren” fra 2008 får Goulds venner til at opgive at studere videre.  For bogens hovedperson, Wertheimer, bliver det begyndelsen på en undergang, der ender med selvmord.

Virkelighedens Glenn Gould døde alene af et slagtilfælde i oktober 1982.