Godnathistorier for teenagers – en genvej til nærvær

02.06.22
Mangler du nogle gode bud på højtlæsninglitteratur til større børn, kan du kigge efter disse titler.

I en travl teenage-hverdag fyldt med venner og aktiviteter, kan det være svært at opretholde nære stunder med et teenagebarn, der er i fuld gang med en løsrivelsesproces, hvor man som forældre ofte befinder sig i grænselandet mellem totalt pinlig og ubrugelig til verdens bedste og mest awesome menneske (det sidste som oftest når teenagebarnet vil opnå et eller andet eller vil have lov til noget). 

Midt i dette teenagekaos har jeg fundet en lille smutvej sammen med min 13-årige datter - nemlig højtlæsning. Et stille og intimt pusterum, hvor hverdagens larm bliver sat lidt på standby og den store selvstændige pige pludselig bliver blid som et lam igen. Det får man altså ikke super mange chancer for. 

Det gode ved at læse højt for større børn, er også, at du faktisk kan læse nogle vildt gode bøger sammen med dem – og så kan du jo også altid sige til dine venner, at du læser så mage ungdomsbøger, fordi du læser dem højt for dit barn -, som du måske ikke vil have læst af dig selv. Derudover kan du også snyde lidt med lektierne, hvis dit barn lige mangler at læse de sidste kapitler i en skolebog, der skal være læst til i morgen – eller du kan læse bogen højt, mens barnet svarer på opgaverne til bogen. Det er faktisk næsten ikke snyd.   

Nogle gange læser vi faktisk slet ikke engang den samme bog, men vi sidder bare og læser sammen i hver vores bog, inden vi skal sove. Når roen så har sænket sig, kan der faktisk også blive plads til nogle af de snakke, der måske ikke lige kommer op over middagsbordet – eller andre tidspunkter på dagen - med en lidt irriterende lillebror på sidelinjen og en engang imellem lidt distræt far. 

Så jeg kan faktisk ikke komme i tanke om én eneste god grund til ikke at læse højt for teenagers. 

Mangler du nogle gode bud på højtlæsninglitteratur til større børn, kan du kigge efter disse titler:  

Adam O - Gro 

Gro har altid været anderledes. Hendes ansigt er vansiret, og hun har ikke andre venner end den gamle boghandler Sakarias. Men Gro er fyldt med historier - historier som giver liv til verden, men som andre gerne vil have fat i og udrydde. For 10-14-årige.
Lån Gro af Adam O

Patrick Ness – Monster

Monsteret udenfor vinduet skræmmer ikke Conor, for han frygter en helt anden slags uhyre. Men monsteret udenfor er noget andet, noget vildt. Og det ønsker det farligste af alt: Det vil have sandheden.
Lån Monster af Patrick Ness

Jesper Wung-Sung – Det år sjæle slår smut

Jonathan, drengen med den lovende fodboldkarriere, humper på krykker ind til et år på efterskole, som vil forandre ham for altid. Young adult for 13 år og op.
Lån Det år sjæle slår smut af Jesper Wung-Sung

Skygger i skumringen : 8 gys, der fucker med din hjerne

Noveller. Otte gyser-noveller om spøgelser, forfølgelser og opgravning på kirkegården. Historierne berører også relevante emner som mobning, kærestesorg og depression
Lån Skygger i skumringen

Kazu Kibuishi - Amulet-serien

Tegneserie - graphic novel. Emily og Navin flytter sammen med deres mor ind i et gammelt hus, der har tilhørt deres oldefar. De finder en magisk amulet, og umiddelbart efter forsvinder moderen i husets dybe, dybe kælder.
Lån Amulet af Kazu Kibuishi

Sabine Lamire og Rasmus Bregnhøi – Mira-serien

Tegneserie - graphic novel. Mira bor alene med sin mor, som ind i mellem kan være lidt pinlig. En ny pige begynder i klassen og hun laver en kærlighedsklub, men Mira har aldrig prøvet at være forelsket.
Lån Mira-serien af Sabine Lamire og Rasmus Bregnhøj

Novellesamling af Dhonielle Clayton et al.  - Blackout

New York City er ramt af en strømafbrydelse, og i mørket er det lidt lettere for bogens teenagere at nærme sig dem, de er forelsket i og fortælle om deres hemmeligheder. En dejlig bog om ung kærlighed for unge YA-læsere fra 15 år og for dem, der kan huske, hvordan det var at være ung.
Lån Blackout af Dhorielle Clayton et al.

Inspiration