Stregtegning af Michael Strunge
Stregtegning af Michael Strunge

Forfatterportræt: Michael Strunge

10.09.19
Af 80'ernes digtere var Michael Strunge på mange måder den mest tidstypiske. I 2018 ville digteren være fyldt 60 år, hvis han havde kunnet flyve. De bedste af hans digte rækker udover hans tid, og i dag kender de fleste til den unge digter, der endte sit korte liv ved at springe ud af et vindue i 1986. 

Hvem ved / ved hvad ens selv er lig? / - jeg er ligeglad / skaber selv mit selv”. 

Sådan lyder det i åbningsdigtet Livets hastighed, der stammer fra digtsamlingen af samme navn udgivet i 1978. Digteren, der her debuterede, hed Michael Strunge (1958-86) og skulle i en intens periode på syv år og elleve digtsamlinger komme til at tegne et billede af ikke bare sig selv, men en hel generation.

Litteraturforskeren Anne-Marie Mai har i sit portræt af Strunge i 'Danske digtere i det 20. århundrede' meget præcist kondenseret de kår, som han kom fra: Michael Strunge blev født i Hvidovre i 1958. Han var den ældste af to sønner i en almindelig dansk kernefamilie, hvor faren, Svend Strunge Jensen, havde skiftende job på private og offentlige arbejdspladser, og moren, Gurli Strunge Jensen, havde ansættelse i forvaltningen i Hvidovre kommune.

Det er bemærkelsesværdigt, at digteren, der skulle blive talsmand for en hel generation, havde så forholdsvis gennemsnitlige og ukomplicerede levevilkår, men for Strunge lå tilværelsens brændpunkter netop i almindeligheden. Følelsen af almindelighed koblet med uvirkelighed.  Gennem hele forfatterskabet er det således en rød tråd, at Strunge identificerer sig med outsideren i samfundet, den, der er sat udenfor, punkeren og poeten. Men samtidig er det afgørende, at han ikke bedriver social kritik i gængs forstand. Strunges program er poetisk og ikke politisk. Hans digtning er netop et opgør med ideen om, at litteraturen skal spændes for et bestemt (køns)politisk budskab. Derfor vender han sig især mod 70'ernes tendenslitteratur og hverdagsintime knækprosa, repræsenteret ved digtere som Vita Andersen og Lola Baidel.

Med Michael Strunge blev digteren i romantisk forstand genindsat som en seer, der kunne hæve sig udover den almindelige uvirkelighed, men samtidig er der i forfatterskabet også en bevidsthed om, at grundvilkårene for digteren har forvandlet sig i radikal forstand fra det moderne til det postmoderne, dvs., at hvor det romantiske jeg stadig bar forestillingen om tilværelsen som en enhed, som jeget kunne smelte sammen med i kraft af digtningen, jf. Schack Staffeldts linjer om ej at kende fred ”førend jeg drager himlene ned”, så er det postmoderne jeg splittet i udgangspunktet. Splittelsen er ikke noget, der sker, men noget der ER SKET. Jeget er i udgangspunktet fragmenteret, spaltet i en endeløs række af roller. Subjektiviteten består for Strunge i aktivt at iføre sig sine roller som en poetisk kamæleon. Med inspiration fra rockmusikeren David Bowie gennemspiller han således adskillige roller i forfatterskabet: Fra ung talsmand i debuten Livets hastighed (1980) til glødende punkpoet i 'Skrigerne!' (1980) og følsom kærlighedsdigter i 'Popsange' (1983). Det afgørende er, at den ene skrivemåde ikke kan betegnes som mere autentisk end den anden. Det er blot forskellige gennemspilninger af Strunges samlede rolle som digter.  

Udarbejdet af Cand. Mag. Jakob Bækgaard, Litteratursiden.dk

Læs mere om Michael Strunge på Litteratursiden.dk

Læs også Forfatterwebs store portræt af Michael Strunge og hans værker.

Inspiration