FNs Verdensmål 3 - Sundhed og trivsel

16.01.23
På en generation er levealderen steget med otte år.

Indhold i denne artikel:

Hvad er verdensmål 3?

Verdensmål 3 handler om, at alle mennesker i alle aldre skal have mulighed for et godt helbred – både fysisk og psykisk. 

Inden 2030 vil vi have bugt med epidemierne aids, malaria og tuberkulose, og alle i verden skal have adgang til vacciner og en eller anden form for sygesikring. 

På verdensplan er der sket store fremskridt de seneste år. I dag lever mennesker i gennemsnit mere end otte år længere end i 1990. I samme periode er andelen af børn, der dør, før de er fyldt fem år, mere end halveret, og andelen af mødre, der dør i barselssengen er faldet med 38% mellem 2000 og 2017. 

Men Verdensmål 3 hænger tæt sammen med Verdensmål 1: Hvis vi skal komme dårligt helbred til livs, må vi også bekæmpe fattigdom. Med fattigdom følger nemlig dårlig hygiejne og manglende adgang til medicin, som er afgørende for, om man dør af sygdomme som hiv, diarré og lungebetændelse, der godt kan behandles.

Samtidig skal der findes mange flere penge til indsatserne mod hiv, tuberkulose og malaria, hvis målene skal nås inden 2030.

Vi skal sikre den lige ret til sundhed

I Danmark har alle ret til at blive behandlet gennem den offentlige sygeforsikring. 

I en dansk sammenhæng handler Verdensmål 3 derfor især om at bekæmpe ulighed i sundhed, styrke mental sundhed, bekæmpe kræft og kroniske sygdomme samt at forebygge tobaksrygning og stof- og alkoholmisbrug. 

På flere områder går det godt for sundhed og trivsel i Danmark. Siden 2015 er den gennemsnitlige levealder for både mænd og kvinder steget med cirka ét år.
Lidt færre danskere tager psykofarmaka, og andelen af danskere der overlever kræft, er steget svagt men støt siden 2015.
Citat fra rapporten ”på vej mod verdensmålene” s. 8 og 9. Denne rapport er lavet af Verdens Bedste Nyheder for 2030-panelet med støtte fra Tietgenfonden, Spar Nord Fonden, Realdania, Lundbeckfonden og Industriens Fond.

Hvem arbejder med verdensmål 3 i Danmark?

Headspace er et godt eksempel på en af de aktører i Aalborg Kommune, der arbejder med verdensmål 3. 

Headspace er et samtaletilbud for unge med det formål at styrke de unges mentale sundhed. De rådgivere der varetager samtalerne, er ikke psykologer, men frivillige i alle aldre. Fælles for dem er, at de brænder for at hjælpe, er interesserede i at lytte og er gode til at stille alle de rigtige spørgsmål. 

Det er gratis at få en rådgivende samtale hos Headspace, du kan være anonym, og det er muligt at komme ind fra gaden uden at bestille tid. Læs mere hos Headspace her

Hvordan kan du hjælpe med verdensmål 3?

  • Vær med til at øge forståelse for og støtten til mentale sundhedsproblemer som depression, misbrug eller demens
  • Bliv frivillig i Headspace, Kræftens Bekæmpelse, SIND, Parkinsonforeninger eller en anden NGO, der arbejder for at udrydde sygdomme
  • Vær opmærksom og kærlig over for dine medmennesker  
  • Hold din krop sund med motion, sund mad og rigeligt med vand
  • Bliv en del af sociale fællesskaber, da det øger både den psykiske og fysiske trivsel
  • Hold aldrig op med at lære. At deltage i arbejde eller uddannelsesaktiviteter modvirker depression hos ældre. Så lær et nyt sprog eller start i en bogklub

Tak til Verdens Bedste Nyheder for lån af indhold.

Inspiration