Elizabeth Strout - det stille men sikre gennembrud

Af Anonym (ikke efterprøvet)
27.12.20
Forfatteren bag Olive Kitteridge og Lucy Barton står i dag som ét af nutidens mest markante bidrag fra moderne amerikansk litteratur.

Elizabeth Strout

Hvis du søger efter nye tv-serier at kaste dig over, så falder du måske over den meget omtalte tv-serie Olive Kitteridge. Serien er baseret på en roman af Elizabeth Strout. Men hvem er Elizabeth Strout?


Det stille. men sikre gennembrud

Der er forfattere som fra det ene øjeblik til det andet brager igennem lydmuren. Sådan en forfatter er Elizabeth Strout ikke. 
Historien om hendes fortællekraft og fantastiske sprog har, siden 'Olive Kitteridge' udkom i 2010, langsomt bredt sig fra mund til mund og fra læseklub til læseklub. Den tidligere advokat, Elizabeth Strout, står i dag som ét af nutidens mest markante og spændende bidrag fra moderne amerikansk litteratur. Hun har indtil nu skrevet syv romaner hvoraf de fem er oversat til dansk

Debuten

Hendes debut 'Amy og Isabelle' fik gode anmeldelser og en del opmærksomhed, ikke mindst fordi den blev filmatiseret med superstjernen Elisabeth Shue i en hovedrolle. Efterfølgeren 'Abide with me' blev noget overset trods de sædvanlige fine anmeldelser.

Olive Kitteridge

Det egentlige globale gennembrud kom med 'Olive Kitteridge'. Romanen om den pensionerede lærerinde med den skarpe tunge, der ser alt, hører alt og ikke mindst kommenterer alt, har fået et utal af anerkendelser, med Pullitzer-prisen i spidsen. Desuden er den som sagt aktuel som tv-serie på HBO. Den kan varmt anbefales her til den stille juletid men også til resten af året.

Find tv-serien Olive Kitteridge på dvd på biblioteket


Lucy Barton

I 2016 kom den lille, men geniale roman 'Mit navn er Lucy Barton'. Hovedpersonen Lucy ligger i en hospitalsseng og kigger ud på New Yorks skyline. For fodenden sidder pludselig hendes mor – og så bliver der fortalt historier. Når man har læst Lucy Barton, er det næsten et must også at læse efterfølgeren 'Alt er muligt'. De to romaner er ikke direkte sammenhængende, Men 'Alt er muligt' går så langt ned i Lucy Bartons familieforhold, at man, efter endt læsning, ikke ville have undværet den.  

Olive igen

Det sidste værk fra Elizabeth Strouts hånd er 'Olive, igen' som udkom i efteråret 2020. Her er Elizabeth Strout tilbage i Olives univers omkring den lille by Crosby i Maine. Og selvom Olive er blevet firs, er der stadig saft og kraft i hendes betragtninger og gerninger og ikke mindst i Elizabeth Strouts fortællekraft.

Den stille, men effektive fortællestil

Elizabeth Strout trækker i vid udstrækning på sine refleksioner og betragtninger af livet i hendes egen opvækst. Hun er født og opvokset i byen Portland som ligger ganske tæt på Crosby, hvor Olive Kitteridge bor. Da Elizabeth Strout deler sin daglige tilværelse mellem New York og Brunswick i Maine, kunne det være fristende at rubricere hende som en 'Her er mit liv'- eller 'Se min triste barndom'-forfatter. Men det er efter min mening alt for enkelt. Elizabeth Strout er først og fremmest historiefortæller. Hun har en fantastisk evne til at gå ind under helt almindelige menneskers facade og afdække deres livs op- og nedture. 

Respekt for det almindelige liv

Elizabeth Strout formår at give det enkelte jævne menneske en stemme og ud af en almindelig grå tilværelse i Maine fremtryller hun, med sit sprog og respekt for det enkelte individ, nogle fine og vigtige almenmenneskelige betragtninger. Det er lige netop disse evner stor litteratur er gjort af, og jeg tøver ikke med at trække tråde til et andet stort amerikansk forfatterikon, John Steinbeck.

Olives hemmelighed

Ved en forfatteraften i Maine for nylig blev Olive Kitteridge af en læser spurgt, om hun kender baggrunden for, at Olive er blevet til den hun er. Hertil svarede Elizabeth Strout: ”Ja  – Hun har en baggrund. Det har vi alle. Og jeg ville elske at fortælle jer om den”, Elizabeth Strout sukker: ”Men, jeg tror ikke, jeg vil”. 
Det er derfor, Elizabeth Strouts personer har så stor integritet, hun respekterer deres  hemmeligheder.
Hermed min varmeste anbefaling af et spændende og stort fatterskab.

Inspiration