Læs et teaterstykke eller skuespil
Foto: Gwen King, Unsplash

Drama i dagligstuen

Af Anonym (ikke efterprøvet)
16.11.21
Hånden på hjertet: Hvornår har du sidst læst et skuespil? Og Holbergs ”Erasmus Montanus” tæller ikke, hvis den blev givet for som lektie. Har du nogensinde læst et manuskript bare for din egen fornøjelses skyld?

Hvorfor læse skuespil? Kan man overhovedet dette? Det er vel noget, instruktørerne og skuespillerne gør. Og her er svaret: Ja! Selvfølgelig kan du læse et skuespil uden at skulle opføre det selv bagefter.

Men er teateroplevelsen ikke ment til at tage plads på en scene og ikke i en sofa? Der er vi i den heldige situation, at der er tale om to forskellige oplevelser. Man kan ikke sætte et lighedstegn mellem at læse et manuskript og at se stykket udfolde sig med skuespillere, lys og lyd. Men det, der bliver opført på scenen, er instruktørens vision af det indtryk, manuskriptet har givet. Når du læser et skuespil, vil det udspille sig som dit eget ufiltrerede indtryk. Og det er ret smukt.

Et manuskript ”mangler” ikke noget. Det er bare sat lidt anderledes op end den klassiske roman. Du vil stadig have at gøre med en indlevende handling, komplekse karakterer, beskrivelser til at sætte fantasien i gang og temaer, der er for evigt relevante.

Hvilket skuespil skal jeg kaste mig over?

Du kunne fx læse Christians Lollikes fortælling om, hvordan en utilgivelig forbrydelse påvirker både offer og gerningsmænd eller Julie Maj Jakobsens genoplivning af Ødipus-myten, hvor fadermorderen er på charterferie. Eller hvis du er i julehumør, har Henrik Szklany en samling samfundskritiske fortællinger med udgangspunkt i helligdagen. Hvis du tør, kan du læse Sarah Kane, der skrev stykker så voldsomme og grænseoverskridende, at publikum kastede op og flygtede fra salen. Eller – hvis du aldrig fik den for som lektie – kan du jo altid læse ”Erasmus Montanus”.

Inspiration