Det vi læser i marts 2022

16.03.22
Hvad læser vi egentlig selv, når vi har fri? Vidt forskelligt er svaret - og vi er altid klar med en god anbefaling. I denne måned anbefaler vi blandt andet feel good, nervepirrende spænding, kvindehistorie i tegneserieform og historien om LEGO.

Mette har læst ”De sidste kærtegn”

En lille roman på kun 147 sider men med stor poesi, vemod og humor. Om den pensionerede hjertekirurg Birgitte, der i sit livs efterår bor i Paris og bruger de stille dage på at reflektere over sine livsvalg og relationer. Ikke mindst forholdet til den omsorgsfulde søster, som Birgitte med sit kantede væsen gennem livet har haft svært ved ikke at støde fra sig.

Reserver "De sidste kærtegn" her

Matilde har læst ”Fra og med dig”

Hvis du trænger til en rigtig god feel-good roman, som ikke bliver for sukkersød, så skal du læse Mhairi McFarlane. Sproget er fantastik og fyldt med skarpe replikker, og de velkendte problematikker beskrives dejligt humoristisk. I ”Fra og med dig” holder hovedpersonen Anna Alessi sig ikke tilbage, når det gælder dating, men det går ikke supergodt. Da hendes plageånd fra folkeskolen, James, pludselig dukker op, bliver den kontrollerede Anna sat på prøve, og gemte følelser kommer op til overfladen.

Reserver "Fra og med dig" her

Vibeke har læst ”Plads 7A”

Denne bog er hårrejsende – så er det sagt! Mats lider af alvorlig flyskræk, men et nødråb fra hans højgravide datter tvinger ham til at skulle flyve fra Argentina tilbage til det Berlin, han forlod efter sin kones død 10 år tidligere. Trods sin baggrund som psykoterapeut kan han ikke tøjle sin angst for at flyve, men kort efter take-off finder han ud af at flyskrækken er det mindste af hans problemer!

Reserver "Plads 7A" her

Line D. har læst ”House of Sky and Breath” (engelsk)

Anden del af Sarah J. Maas’ serie ”Crescent City” har jeg ventet på med længsel og den lever op til mine tårnhøje forventninger. Den ødelagde mig ikke psykisk som første bog gjorde, men den er spændende lige til det allersidste ord og jeg sad limet til siderne. Til alle fans af high fantasy, romance og en hamrende spændende historie.

Reserver "House of Sky and Breath" her

Anja har læst ’Gidsel’

Mina er stewardesse og skal på verdens første direkte tur til Sydney, en 20 timer lang flyvetur hvor hele verdenspressen følger med. Kort efter flyet er lettet modtager Mina en truende besked om, at flyet ikke skal nå destinationen. Det skal Mina hjælpe med, hvis hun vil se sin 5-årige datter igen. Vi følger Minas kamp på flyet, samtidig med Minas mand kæmper for at redde deres datter. En god thriller der holder spændingen hele vejen.

Reserver "Gidsel" her

Morten har læst “Jerusalem”

”Jerusalem” er en graphic novel af tegneren Guy Delisle, der bliver hjemmegående husfar i den hellige by, da han og familien i et år flytter til Jerusalem som en del af hustruens udstationering med Læger uden Grænser. Delisle giver os et lunt, nysgerrigt og øjenåbnende indblik i den helt specielle smeltedigel af forskellige etniciteter, kulturer og religioner, som mødes i byen. Konflikter og allestedsnærværende uro blandet med hverdagslogistik og nye venskaber.

Jerusalem er indkøbt og på vej.

Ditte har læst "Skamløs"

Tegneserie med små enkeltstående historier om kvinder, der har ændret historien. Der er alt fra vilde fortællinger om modstandskamp, spionage og stolte dronninger – til de mere stille skæbner om hverdagsaktivisme og trofast kærlighed. Fælles for dem alle er, at det er kvinder, der har udrettet noget særligt. Bagieus streg er fantastisk charmerende og alle historierne har hvert sit flotte farvetema.

Reserver "Skamløs - bind 1" her

Mathias har læst ”Et liv med Lego”

Hvis der er en ting, som vi danskere alle er stolte over, så er det LEGO. Jens Andersen er den ukronede biografikonge og har denne gang kastet sig over familien Kirk Kristiansen og lavet et unikt værk om både slægts-, erhvervs- og kulturhistorie, der strækker sig over 100 år. For første gang medvirker familien selv. En fortælling om finansielle op- og nedture, om skiftende generationers syn på børn og legens betydning. Værket er gennemillustreret og bygger på halvandet års studier i LEGO koncernens egne arkiver og månedlige samtaler med familiens overhoved, Kjeld Kirk Kristiansen.

Reserver "Et liv med lego" her

Inspiration