Det vi læser i marts 2021

17.03.21
Hvad læser vi egentlig selv, når vi ikke er trukket i arbejdstøjet? Få svaret her, hvor du får seks personlige anbefalinger fra bibliotekets medarbejdere.

Ellen har læst ”Fletningen” af Laetitia Colombani

Gribende fortælling om tre kvinder bosat i hhv. Indien, Italien og Canada. Deres liv bliver flettet (!) ind i hinanden, selvom de tre ikke mødes fysisk. Bogen er letlæst, realistisk og usentimental, og jeg kan ikke anbefale den varmt nok.

Pia har læst "Klara og solen" af Kazuo Ishiguro

Klara er en usædvanlig observant Kunstig Ven, som nogle gange opfatter verden i helhed andre gange fragmenteret i felter. Deraf bogens forside. Bogen er dybt rørende og fortæller om et særligt venskab mellem Klara og pigen Josie, der er ramt af sygdom. Kazuo Ishiguro kredser om temaer som kunstig intelligens, kærlighed og hvad der egentlig gør et menneske til et menneske i dets inderste kerne. En smuk og bevægende roman!

Erling har læst ”Katalog over katastrofer” af Stine Askov

Helles opvækst i 80’erne er ikke som andre børns. Hun bor alene sammen med sin far, som er opsat på at oplære sin datter i at overleve alle tænkelige katastrofer og ikke mindst truslen om atomkrig. Det er en opvækst i sparsommelighed, med daglig hård og fysisk træning og en skolegang med sorte negle og umoderne tøj. Men da katastrofen endelig indtræffer, går det helt galt. Det er en velskrevet roman om svigt, kærlighed og loyalitet.

Mette har læst ”Mødrenes gade” af Kristín Marja Baldursdóttir

Reykjavik i 1960’erne. 20-årige Marin arbejder i biografen, mens hun funderer over, hvad hun vil med sit liv. Marins forældre er døde og hun bor hos sin krævende storesøster i “Gaden”. I “Gaden” bor de gifte, de skilte og sære søstre og sladderen trives og alle ved alt om de andre. Marin fastholdes i gadens tryghed og længes samtidig væk. Gamle hemmeligheder og den urimelige søster ændrer dog alt for Marin.

Vita har læst ”Buemundet guitarfisk. En prekær komedie” af Nikolaj Zeuthen

Stefan er digter, familiefar og ægtemand – i den rækkefølge. Han nærmer sig de 40 og talentet rækker ikke helt. Indtægterne ej heller. Der er gået rutine i parforholdet. Overspringshandlingerne står i kø. Stefan vælger at gå planken ud. Bliver han reddet? En komedie med skarpe iagttagelser af et moderne (alt for) selvreflekterende menneske.

Line har læst "Sorgens Balalajka" af Jens Blendstrup

I 20 tragikomiske noveller møder vi blandt andet en mand der æder af mørket, en mand der tager sig en tur i vaskehallen uden bil, moderniseringsægteparret der skærer ind til benet og en optøet fortidsmand der får moderne lystne kvinder op af sofaen. Det er absurd, morsomt, tåkrummende og meget "blendstrupsk". 

Inspiration