Det vi læser i juni 2022

22.06.22
I denne måned anbefaler vi en række foruroligende noveller i verdensklasse, en historisk roman om 2. verdenskrigs skæbner, en fortælling fuld af etiske dilemmaer, et gammelt mysterium om en forladt svensk by blandt flere andre betagende læseoplevelser.

Nina anbefaler ”Elskeren”

Rikke bor med mand og to børn i et 4-familiershus i Oslo. En dag findes overboen myrdet i hans lejlighed, mens konen og datteren er på camping. Husets kodelåssystem indskærper straks kredsen af mistænkte til husets beboere. Politiets efterforskning og Rikkes jeg-fortælling afdækker en hverdag, der langt fra er så perfekt, som den eftertragtede adresse kunne forlede en til at tro. Psykologisk thriller om hverdagens uhyrligheder bag de lukkede døre.

Lån "Elskeren"

Line anbefaler "Hunter i Huskvarna"

Sara Stridsberg, vinder af Nordisk Råds litteraturpris i 2007, er tilbage med en eminent og foruroligende novellesamling om familiebånd og brudte relationer. De ti noveller udspiller sig overvejende i Sverige og USA og tematiserer eksistentielle emner omkring længsel, ensomhed og sorg på subtil og fragmenteret vis. Det er verdensklasse noveller, som kræver noget af sin læser befolket af skæbner, som lever videre i bevidstheden længe efter. 

Lån "Hunter i Huskvarna"
 

Erna anbefaler "Tre dage i april"

Forfatterne har lavet et stort researcharbejde og det lykkes rigtig godt. Historiens hovedperson er Dagmar, der tager med de hvide busser mod kz-lejren Neuengamme for at hente sin mand. Det bliver en øjenåbner for hende. Krigen er ikke kun sort-hvid. Frihedskæmperne er ikke kun gode og tyskerne er ikke kun onde. Vi får beskrivelsen af et sønderbombet Tyskland og almindelige mennesker som krigens ofre.

Lån "Tre dage i april"

Vita anbefaler "Blondinens betragtninger. Om køn, feminisme og #metoo"

Helle Thorning-Schmidt var Danmarks første kvindelige statsminister. Hun forlod politik i 2015 og fik dermed en større frihed til at udtale sig offentligt om, hvordan hendes køn satte præg på den måde, hun blev mødt som politiker. Blondinens betragtninger kredser om køn, feminisme og #metoo. Om den historie og de strukturer, vi præges af fra barnsben. Det er forfatterens mission, at bogen sætter gang i vores refleksioner, for uden dem kan vi ikke skabe forandring.

Lån "Blondinens betragtninger"

Lone anbefaler "Klara og solen"

En nobelprisvindende forfatter, der kan skrive bøger, som fanger både det unge og modne publikum er et særsyn. Denne lille bog efterlader et enormt aftryk og lever længe i læserens bevidsthed. Klara er en robot. Hun føler, elsker og undrer sig, men har hun ret til venskab og ordentlighed? Hun er jo bare en robot og kan man elske en robot? En perfekt roman til dem, der elsker etiske dilemmaer, fremtidsfortællinger og et overraskende plot.

Lån "Klara og solen"

Hanne anbefaler "Den forsvundne by"

Et mysterie om den dag for 50 år siden, hvor beboerne fra spædbarn til olding forsvandt fra den lille mineby Silvertjärn i de svenske skove. Et filmhold tager til stedet med hemmeligheder og undertrykt vrede i bagagen. Her er lutter gode ingredienser til en gysende uhyggelig fortælling, hvor der ingen hjælp er at hente, når lommelygten går ud. Hvis du tænker ”Blair Witch projekct” tilsat en øde svensk skov og en forladt by á la Tjernobyl, så er scenen sat. Forfatter Camilla Sten har med ’Den forsvundne by’ fået sit internationalt gennembrud.

Lån "Den forsvundne by"

Pia anbefaler "Pigedyr"

Bogen til den kræsne læser, som kan lide en anderledes og eksperimenterende tilgang til historiefortælling med mange lag at gå på opdagelse i. Fantastisk roman fra Cecilie Lind, som med sit lyriske sprog både frariver og sammenstykker hovedpersonen Sara i hendes søgen efter identitet. Om overgangen fra pige til kvinde, mænds begær og seksualitetens magt og afmagt. Det er voldsomt, men Linds utrolige greb om sprogets sanselighed bløder op for den barske virkelighed.

Lån "Pigedyr"

Mette anbefaler "Mosaik"

”Mosaik” handler om den dansk-afghanske kvinde, Dunya. Hun er opvokset i Danmark, men som minoritetskvinde balancerer hun mellem to kulturer i både sit arbejdsliv som lærer, sine venskaber og sit kærlighedsliv. I alle Dunyas relationer bliver kulturelle nuancer tydelige. Man bliver nysgerrig og revet med, imens hun afsøger sin egen families historie – for at finde plads til sig selv. For hvordan lander man i kærligheden, når man dater på dansk og forelsker sig afghansk?

Lån "Mosaik"

Jes anbefaler 'Heksens Alfabet'

Endelig en bog om kageordninger, heksekunst, moderskab og beslutningsreferater. På et folkebibliotek går bibliotekaren Kamma og kan ikke rigtig være i sin graviditet. Hun har tidligere mistet et barn - så tiden, der burde være lys, vil pludselig ikke være det. Og så lander kragerne. Som sorte bogstaver i naturens alfabet trækker de Kamma til heksesabbat og læseren med ind i en fortælling, der tryller humor og livsperspektiv ud af mørket.

Lån "Heksens alfabet"

Inspiration