Det vi læser i juli 2022

25.07.22
Sommerferien er over os og hvad kan det tænkes, at bibliotekets ansatte fornøjer sig med, når de holder ferie? Her får du nogle af deres bedste anbefalinger til sommerlæsningen.

Mathias anbefaler ”Vi begynder med slutningen"

Der er gået tredive år siden Vincent King blev dømt for drabet på syv-årige Sissie. Nu løslades han og vender hjem til barndomsbyen Cape Haven i Californien. Den eneste, der er begejstret for det, er Kings gamle ven, kriminalbetjent Walker. I Cape Haven bor Sissies storesøster Star har siden drabet levet et hårdt liv og kun hendes tretten-årige rebelske datter Duchess har holdt hende i live. Men Duchess er kompromisløs og sætter gang i en lavine af skæbnesvangre begivenheder. Denne roman har et kriminelt godt plot og et hjerteskærende persongalleri. Forvent en blanding af psykologisk thriller, western, krimi og socialrealisme balanceret til perfektion.

Lån "Vi begynder med slutningen"

Anja anbefaler "Datterens fortælling"

Viera, Lina og deres mor må i 1939 flygte fra Berlin. Moren sender sin ældste datter Viera til Cuba og selv flygter hun med datteren Lina til Sydfrankrig. Vi følger også Elise, som i 2015 modtager en stak breve fra Cuba. Dette er en gribende historisk roman om jødeforfølgelse, mennesker på flugt og en mors kærlighed til sine to døtre - hvor fortiden møder nutiden. Fantastisk og rørende fortælling.

Lån "Datterens fortælling"

Ditte anbefaler ”Fødselsdagsgaven”

På sin 11-års fødselsdag får Sarah en slave, den jævnaldrende Håndfuld. Men Sarah er ikke som kvinder i 1800-tallets sydstater er flest, og en livslang kamp mod slaveriet tager for alvor fat, da venskabet med Håndfuld vokser. Sarah har et hæmmende talehandicap, men finder en stemme i sin søster, Nina. En rørende og barsk fortælling om venskab, kærlighed og kampen for selvstændighed.

Lån "Fødselsdagsgaven"

Line H anbefaler "Vladimir"

En velanset lektor bliver seksuelt tiltrukket af en nyansat yngre kollega samtidig med at hendes mand anklages for en række upassende forhold til sine studerende. En underholdende og reflekteret roman om ægteskabets indretning og kompromisser, magt, begær og moral. Man er i glimrende selskab med den erfarne og skarpsindige fortæller, når hun tager livtag med ægteskab, karriere, moderskab, drifterne og den aldrende krop.

Lån "Vladimir"

Mette K anbefaler "Hemmelighedernes bibliotek"

Baseret på virkelige begivenheder fra Det amerikanske bibliotek i Paris under 2. verdenskrig tilsat en god portion romantisk kærlighed, modstandskamp, venskab og svigt. Bibliotekaren Odile og hendes kolleger gør alt for at beskytte biblioteket og bringe litteratur ud til de jødiske lånere, der er forment adgang til biblioteket. Men også gode mennesker kan være fordømmende og misundelige med livslange konsekvenser til følge. En ægte biblioteksbog med kig ind bag bibliotekskulissen.

Lån "Hemmelighedernes bibliotek"

Matilde anbefaler ”Pagten”

Seks venner med en lys fremtid foran sig bliver skyld i en forfærdelig ulykke. Den 18-årige Meghan melder sig frivilligt til at påtage sig skylden mod en tjeneste fra hver af de andre, når hun kommer ud fra fængslet. Straffen bliver langt hårdere end ventet, og da Meghan løslades 20 år efter, frygter de fem resterende venner, hvad Meghan kan finde på at forlange til gengæld. Hvorfor valgte Meghan ene og alene at påtage sig skylden? Sharon Boltons nyeste roman er en utrolig spændende læseoplevelse, som du slet ikke har lyst til at lægge fra dig, når du først er gået i gang.

Lån "Pagten"

Line D anbefaler ”Himmelstormere”

Historien om den unge Marian Graves, der for alt i verden vil være pilot og som forsvinder under et forsøg på at flyve i en storcirkel over Jordens poler flettes sammen med den unge skuespiller Hadley Baxter, der skal spille Marian i en film om hendes liv. Det er en storslået historie, der fletter to unikke kvinders historie sammen.

Lån "Himmelstormere"

Vibeke anbefaler "Den nittende ø"

Specialefterforsker Lucas Stage og kriminaltekniker Sidsel Jensen sendes til Færøerne sammen for at undersøge nogle drab i en lille bygd. Man har i kirken fundet ligene af fire præster i en pøl af blod og iført deres præstekjoler. Sidsel er født i den lille bygd, som hun forlod sammen med sin mor mange år tidligere, men hvor hendes tvillingbror og far stadig bor, og dem har hun ingen kontakt til. Både Sidsel og Lucas har flere skeletter i skabet om mørke hemmeligheder, som langsomt afsløres i  bogen.

Lån "Den nittende ø"

Inspiration