
Det vi læser i august 2022
Rikke anbefaler Den røde glente
Veloplagt krimi, der foregår i de smukke omgivelser på Djursland. Sallys mand er død og hun er efterladt i et følelsesmæssigt og økonomisk kaos. Hun troede, at hun kendte ham, men det viser sig langt fra at være tilfældet. Hendes tidligere barndomskæreste dukker op og det ripper op i gamle sår, der endnu ikke er helet. Sally blev forulempet som barn, men af hvem? En god palette af uforløst kærlighed, vold og hævn.
Pia anbefaler Maskefald
Brenna er PR-ansvarlig for bandet Kill John. Hun og bassisten Rye elsker at hade hinanden og deres forhold bliver yderligere forviklet, da Rye overhører en samtale mellem Brenna og en veninde. Rye ved, at han kan give Brenna alt det, hun savner, men vil hun være villig til at tage imod hans tilbud om et uforpligtende forhold baseret på sex? Kæmpe anbefaling til denne forrygende serie for alle læsere, der craver endnu en hed, romantisk fortælling fyldt med humor.
Charlotte anbefaler Breadsong : how baking changed our lives
Jeg er faldet for en bog om brød, som samtidig er historien om Kitty, en ellers glad skolepige, der pludselig får en depression. Familien prøver at hjælpe – men kan knap få hende ud af værelset, indtil hun bliver grebet af at bage. Bogen er bygget op som to parallelle fortællinger – Al`s (Kittys far) og Kitty´s version af forløbet, og det giver en fin dynamik. En kærlig og inspirerende historie, som også handler om; gode naboer, hunde, surdej, crowdfunding, lokale råvarer, overvindelse af angst, og hvordan man laver et bageri.
Mette S anbefaler Et liv forbi
Sigrid er læge - og mor, hustru og datter. Hun bor i Oslo, men er opvokset i en lille bygd. Hendes mor, Anne, bor stadig i bygden, da hun får en alvorlig kræftdiagnose. Romanen stiller skarpt på, hvordan deres relation udfordres og udvikles, når døden rykker tættere på. ”Et liv forbi” er en stærk fortælling om mor-datter relationer, sygdom og kærlighed, forventninger, skuffelser og tilgivelse. Norske Helga Flatland skildrer personerne i sine romaner med stor psykologisk indsigt.
Hans anbefaler Johannes V. Jensens myter
Det er ikke forkromede fortællinger om højhellige guder og verdens skabelse, men korte, reflekterende situationsskildringer, der løfter et lille stykke sanset virkelighed til et større perspektiv. Mest kendt er ”De nåede færgen” (filmatiseret af Carl Th. Dreyer 1948), men særligt ”Mariehønen” (1940), der løfter sig fra sumpen af altædende maddiker, bombarderbiller og marcherende myrearméer, efterlader uudsletteligt aftryk og er (desværre igen) et aktuelt take på verden i krig.
Hanne anbefaler Galgens bog
Krimi om arv og miljø. Er vi den vi er eller skabes vi i højere grad af det miljø, vi vokser op i? Thomas Enger er en af mine favoritforfattere. Enger kan skrive, så du græder med både offer og morder. Ondheden bliver til et menneske, som man måske godt kan holde af, men han udfordrer nok de fleste læsere i denne krimi. Et plot med seriemord, sexmisbrug og svigtede børn, der fascinerer og frastøder.
Erna anbefaler Når mænd forlader mig
Forfatterspiren Maria indretter og følger trop som føjelig og villig statist i de mænds liv, hun er sammen med. Hun har ikke lært at forlange noget, men kun at bede pænt og ikke forvente noget. Hendes forfatterdrøm drukner i et rutinejob og efterfølgerne af en overgreb, hvor hendes tavshed får fatale konsekvenser, da den forveksles med samtykke, og Marias liv falder fra hinanden. En forstemmende bog med vigtige nutidige temaer.
Nina anbefaler 1794
En mor sørger over sin datter, der led en grusom død på sin bryllupsnat. En ung brudgom sidder på sindssygeanstalten, vanvittig af anger over sin uforståelige gerning. Men var det virkelig Erik, der stod bag nedslagtningen af sit livs elskede Charlotta?
Moren opsøger krigsveteranen Michel Cardell, der selv er i sorg over tabet af vennen Cecil. Sammen med Cecils lillebror Emil starter han efterforskningen i Stockholms underverden anno 1794. Selvstændig 2’er i Bellmantrilogien.
Line anbefaler Tillid
Stort anlagt, sofistikeret og labyrintisk fortælling om rigdom, magt og ægteskab, som udspiller sig i USA henover flere årtier. En roman med en roman i. Fortalt i fire særegne dele samler romanens tråde sig først langt henne inde i handlingen og vender op og ned på, hvad der er illusion og virkelighed. Snyd ikke dig selv for denne voldsomt fascinerende og medrivende roman i verdensklasse.