Det vi læser i april 2023

24.04.23
Læseglæden spirer - foråret kalder på nye læseoplevelser. Her deler vi nogle af vores bedste læseoplevelser i april.

Mette K anbefaler Drengen i mørket

Underholdende dansk krimi, hvor den hedeturs- og skilsmisseramte advokat Vivian Storm og hendes smukke studentermedhjælper Bjørn, får til opgave at finde en ung, polsk mand. Den unge polak er tilsyneladende arving til en kæmpe formue. Udover at jeg er blevet klogere på en verden af sugerdaddys og udsatte immigranter, har jeg nydt at være i selskab med Vivian og Bjørn, der er sympatiske bekendtskaber med genkendelige parforholdsproblemer og livskriser.

Rikke B anbefaler Op mod solen ler vi

Etienne arbejder som Frk. Lilys tjener og elsker. De bor i en smuk by, men alt er ikke som man umiddelbart tror. Da den naive Etienne stjæler en sjælden genstand, bliver han fængslet. Herfra starter Etiennes rejse ud i en barsk verden, som han slet intet kender til. Faktisk ved han ikke engang hvem han selv er. En vild bog, der blander alverdens genrer - en kærlighedsroman, en dystopi, science fiction og socialrealisme. Dragende, drømmende og gådefuld.

Mathias anbefaler Flammernes By

Forfatter Don Winslow tager os i denne spændingsroman med til vindblæste og rå Rhode Island i 1986. Her skal Danny Ryan navigere i mafiakrigen mellem det italienske og irske forbrydersyndikat. Det er historien om at stå op for det, man tror på. Men for hvilken pris? Det er en moderne mafiahistorie med Iliaden som inspiration, som jeg synes fortjener langt flere læsere. Det handler både om ære, venskab og familie.

Line D anbefaler Mysteriet på Windsor Castle

Efter et arrangement på Windsor Castle, findes en ung mand død på stedet. Hvem gjorde det? Hvad var motivet? Dronning Elizabeth kaster sig sammen med sin assistent ud i at få svar på disse spørgsmål. Men hun må gøre det i det skjulte for detektivarbejde er ikke et job for en dronning! Hyggelig og meget britisk feel good-krimi med fokus på personer og spor fremfor blod og uhygge.

Matilde anbefaler De pårørende er underrettet

'De pårørende er underrettet' er den meget ærlige og rørende historie om Hanne, som mistede sin mand Kjeld gennem 34 år i en højresvingsulykke i lyskrydset ved Vesterkær kirke. I bogen fortæller hun om ulykken og tiden derefter; den store sorg, savnet og hvordan hun stadig har Kjeld med sig den dag i dag. Det er en stærk historie, som flere gange gav mig en klump i halsen, og tårer i øjnene, men også en bog fyldt med kærlighed, håb og mod.

Vibeke anbefaler Spor i sneen

Nordøstgrønland er et magisk sted fyldt med beretninger om opdagelsesrejsende og Siriusfolk, og denne bog foregår der under nogle dramatiske dage i marts 1943. Der går tyske soldater nemlig i land for at oprette en tysk vejrstation og kommer i krig med de danske slædepatruljer – og det er beskrevet, som det skete i virkeligheden. En fascinerende beretning om strabadser, som man næsten ikke kan forestille sig – og et must read, hvis man som mig ikke kan få nok af Arktis.

Anja anbefaler Papirarmbåndet

Katie har gemt på en æske med hemmeligheder. Æsken er fra Katies tid som sygeplejerske på et mødrehjem i Irland, hvor unge gravide kvinder blev gemt væk og deres babyer blev bortadopteret. I æsken har Katie gemt babyernes papirarmbånd sammen med oplysninger om de babyer der blev født og de kvinder der fødte dem. 50 år senere beslutter Katie at hjælpe adoptivbørnene med at finde sammen med deres biologiske mødre. En rørende historie baseret på virkelige hændelser og gribende bog som jeg havde svært ved at lægge fra mig.

Inspiration