Tre fotos af en mand i profil, der går. Lystryk af Eadweard Muybridge ca. 1880
Lystryk af Eadweard Muybridge, cirka 1880.

Det handler om at gå

Erkendelse og liv er dybt forbundet med det at gå og bevæge sig. Din næste tur begynder lige her.

Man kan gå i gang, gå i stå, gå i barndom, gå i hundene, over stregen, sågar i spagat. Livet kan gå op i hat og briller eller helt ny veje. Man kan gå nedenom og hjem eller igennem ild og vand for i bedste fald - når den tid engang kommer - at gå døden i møde, forhåbentligt uden selv at blive gået.

Det handler alt sammen tydeligvis om at gå; om at bevæge sig:

“Verden er en bog, og den, som ikke rejser, læser kun den første side”, sagde engang den antikke filosof og teolog Augustin. Måske er det hos ham, H.C. Andersen, 1500 år senere, fandt inspirationen til det lidt kortere: ”At rejse er at leve”.

Erkendelse og liv er tilsyneladende dybt forbundet med det at gå og bevæge sig.

Og når tidligere rejseredaktør på Berlingske, Gitte Holtze, vandrer svimlende 4.260 kilometer på ”Pacific Crest Trail” - fra Mexico til Canada - og H.C. Andersen nøjes med den mere overkommelige fodrejse fra Holmens Kanal til østpynten af Amager, er det i virkeligheden det samme, der er på spil: Det er ikke kun et spørgsmål om at komme i god fysisk form, men mindst lige så meget en gangbar genvej til at bevare og styrke det mentale helbred.

Men, hvis man bevæger sig for hurtigt, kan man ikke følge med - man kommer ud af takt med sig selv. ”Sæt tempoet ned, gå lidt længere, tag en omvej, vælg en rute, der måske virker lige så fornuftsstridig og hjertefølt som en kærlighedsaffære”, opfordrer sydpolsfareren, filosoffen, advokaten, forfatteren og eventyreren Erling Kagge i bogen ”At gå - et skridt ad gangen”.

Opfordringen er hermed klar til at GÅ viralt.

Din næste tur kan passende gå omkring biblioteket efter en af bøgerne nedenfor:

Inspiration