’Den, der lever stille’ bliver filmatiseret

27.08.19
Næste år til jul kan vi opleve Leonora Christina Skovs 'Den, der lever stille' udspille sig på det hvide biograflærred. Hendes autofiktive roman er en stærk beretning om opvækst, provinsliv, familierelationer og frigørelse. Velskrevet og vedkommende uden at være sentimental.

Tidligere i år modtog hun De Gyldne Laurbær for romanen. Med mere end 60 % af stemmerne blev Leonora Christina Skov årets suveræne vinder: ”Det er den mest markante sejr, jeg nogensinde har set”, udtaler Lars Sonnergaard, der har siddet i bestyrelsen for prisen i de sidste 15 år.

Leonora Christina Skov blev overrasket med den glædelige nyhed, da hun var i Arnold Busck for at signere bøger. Hun fik boghandlernes prestigefyldte pris for sin autofiktive roman Den der lever stille fra 2018. Romanen blev Leonora Christina Skovs store folkelige gennembrud. Hun skriver her sin egen historie om at vokse op i ensomhed, frigøre sig fra forældrene, hige efter deres kærlighed og anerkendelse og springe ud som lesbisk.Vores anmelder skriver: "Leonora Christina Skovs autofiktive roman er en stærk beretning om opvækst, provinsliv, familierelationer og frigørelse. Velskrevet og vedkommende uden at være sentimental."

Tidligere har Leonora skrevet romanerne: Hvor intet bryder vindenFørsteelskerenSilhuet af en synderChampagnepigen og Rygsvømmeren. Hendes forfatterskab er oversat til tysk, hollandsk, tjekkisk, norsk og spansk. Aparte psykologiske profiler og spændingselementer er fælles for disse romaner, der udforsker den menneskelige evne til fortrængning. 

Leonora Christina Skov er uddannet mag.art. i litteraturvidenskab og er ud over at være forfatter, litteraturanmelder ved Weekendavisen.  Hun har skrevet om sig selv til Litteratursiden kort efter sin skønlitterære debut med 'Rygsvømmeren' (2003), og man genkender opvækstbeskrivelsen fra hendes autofiktive bestseller:

Jeg er født i 1976 og opvokset i Helsinge udenfor Hillerød. Min far havde en ledende stilling i Danmarks Radio, min mor var økonoma på halv tid, og de havde arrangeret sig som de fleste andre, jeg kendte: I et 70’er parcelhus omkranset af hæk, villaveje, flere parcelhuse og flere villaveje. Røde, gule, hvide og grå.

Jeg adskilte mig dels ved at være enebarn, dels ved aldrig rigtig at være til stede, fordi jeg hellere ville skrive historier, tegne og læse. Helst om de anderledes, de psykisk syge, de homoseksuelle og dem, der begik selvmord eller flygtede langt væk for aldrig siden at vende tilbage. I den fremskredne alder af syv vidste jeg, at jeg ville være forfatter, og drømmen fulgte mig op gennem klasserne på en striks, halv-missionsk realskole og videre på et mere frisindet gymnasium, hvor jeg for første gang fik venner og følte mig hjemme.

Da jeg blev student i 1995, flyttede jeg til København for at læse psykologi på universitetet, men mit hjerte lå et andet sted, og da min tætteste veninde døde, besluttede jeg mig for at følge det. Så jeg fandt en kvindelig kæreste til min families udelte rædsel og begyndte at læse litteraturvidenskab. I den forbindelse nærlæste jeg adskillige kvindelige forfatterskaber og blev mere og mere bevidst om, at jeg fandt de kønsroller og kvindeidealer, jeg var vokset op med, alt for snævre, og den fordømmelse, jeg var blevet mødt med, helt uacceptabel. Det resulterede dels i tiltagende mængder kønspolitisk arbejde, dels i antologien 'De røde sko – Feminisme nu', som jeg redigerede i 2002.

Efterfølgende trængte års opsparede ord og billeder sig på, og jeg gjorde op med mig selv, at tiden var inde til at skrive den roman, jeg havde drømt om at skrive så længe. Det blev til min debutroman, 'Rygsvømmeren', der næsten udkom på min 27-års fødselsdag en strålende majdag i 2003. Jeg arbejder desuden på en magisterkonferens om feministisk litteraturkritik efter 1990. Jeg bor med højt til loftet på Frederiksberg.

Udarbejdet af litteratursiden.dk

Inspiration