Forsider af politiske biografier

Danske politikere - bag facaden

05.10.22
Valget er udskrevet. Kom bag facaden på nogle af kandidaterne.

Så er valget udskrevet

Den 1. november er der Folketingsvalg. Det annoncerede statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde på Marienborg i onsdags.

De næste uger kommer derfor til at stå i valgkampens tegn.

"Nu lokkes der med Løfter
Nu angles der med Ord
Og Valgflæsket skæres for
Ved Folkets Bord"

Sådan beskrev digteren L.C. Nielsen det i 1898, og introducerede begrebet valgflæsk, som du nok skal belave dig på at få serveret ad libitum resten af måneden.

Bag politikernes facader

Ønsker du at komme bag politikernes facader, kan portrætter og biografier tegne et lidt mere nuanceret billede. Vi har samlet et udvalg af de nyeste biografiske bøger med nogle af de ansigter, vi nok kommer til at se meget til i bedste sendetid de næste uger.

Listen er kun en afspejling af de biografier, der er udgivet om fungerende danske politikere. Og altså ikke et udtryk for redaktionens udvælgelse.

Derudover er medtaget opslagsbogen "Christiansborg A-Å" Et leksikon, hvor de 3 folketingspolitikere Nick Hækkerup, Henrik Dahl og Jacob Ellemann-Jensen, trods deres politiske modsætninger sammen har skrevet om alt, hvad der sker bag Christiansborgs lukkede døre.

Vil du gerne opdateres på hvordan folketingsvalget foregår, så anbefaler vi at læse Faktalinks artikel om folketingsvalget i Danmark

Brevstem på biblioteket

Husk, det også er muligt at brevstemme på dit bibliotek i perioden 11. oktober til 28. oktober.

Læs hvordan du brevstemmer her.

Inspiration