Brætspil for 2

Af Anonym (ikke efterprøvet)
11.02.20
2 lys på et bord, 1 brætspil, 1 kvinde og 1 mand. Valentinsdag skal da fejres med et fedt brætspil for to.

Artiklen er udarbejdet af spilentusiat Kristian Jessen, Aalborg Bibliotekerne.

Patchwork 

Findes der et godt spil til at bryde isen på Valentinsdag eller som start på en god date? Ja! Patchwork er et spil, hvor man selv skal bygge et kludetæppe i bedste Tetris stil. Forskellige brikker skal vendes, drejes og snurres, så de passer ind i lige netop dit kludetæppe. Spillet er fantastisk for de små grå, rigtig sjovt og nemt at komme i gang med. Spilletiden er ca. en halv time og når man er færdig med det første spil, vil man ofte have revanche.

Der findes også "Patchwork Express", som har større brikker, de samme regler og max tager 20 min at spille, hvis man hurtigere vil videre til romantikken.
 

7 Wonders duel

Dette spil er en klassiker indenfor brætspil til to personer. Hvis man kender brætspil kender man muligvis klassikeren 7 Wonders, der er et spil for 3-6 spillere. Spillet er virkelig sjovt og en moderne brætspilsklassiker, man ikke bør snyde sig selv for. 7 Wonders duel er dog målrettet to personer, der i direkte duel mod hinanden skal bygge flest af de 7 verdensvidundere.

I ren tur-tagning skiftes man til at vælge, hvad der skal bygges; det være sig en stald, en havn eller måske en smedje. Der er mange muligheder og det er vigtigt at få sine ressourcer bygget op tidligt, så man kan udnytte dem til at bygge flere af de senere bygninger. Det samme gør sig gældende, hvis man f.eks. vil slippe sin indre videnskabsmand fri. Her handler det om at basere sin viden på tidligere ”forskning”, som gør det gratis at bygge større videnskabelige institutioner som f.eks. et bibliotek eller universitet.

Spillet er perfekt til dem der gerne vil spille meget mod hinanden. Der er ingen dårlig taber eller vinder og spilletiden er ca. 20 min. 

Hey that’s my fish!

I den virkelige verden er pingviner monogame. De holder simpelthen sammen hele livet og det er da ret sødt. I spillet Hey that’s my fish! er dit mål at efterlade din partners pingviner helt alene på en isflage. Er det ondt og synd for den stakkels pingvin? Helt sikkert, men til gengæld er spillet super sjovt og nemt at gå til.

Selve spillet starter med, at man sætter en masse isflager op i et mønster på bordet og hver spiller placerer tre pingviner. Derefter er målet at afskære din partners pingviner, så de kommer til at stå alene på isflagerne, mens dine egne fiser rundt og samler fisk ind. Det er virkelig sjovt og utroligt ukompliceret. 

Det tager max. 15 min. at spille en runde og kan også spilles af op til fire personer.

Star Realms

Er I mere til rumskibe og eventyr kan Star Realms varmt anbefales. Det er et nemt lille "deckbuilderspil" (dvs. et spil hvor begge starter med det samme udgangspunkt, og derefter selv bygger sit personlige spillesæt af kort). Det er sjovt og målrettet, at man spiller mod hinanden, og hvert nyt spil er forskelligt fra det forrige.

Byg nogle store fede rumskibe, vælg at I vil være ”Blobs” (virusagtige aliens der spiser alle de andre), sabotér modstanderne eller byg det vildeste skjold med skibe. Alle muligheder er der. Spillet tager ikke meget mere end 5 min. at sætte sig ind. Der findes også et hav af videoer på nettet med gameplay og sidst men absolut ikke mindst er det nemt at tage med sig. Det fylder ikke meget mere end end at det kan være i de fleste dametasker.

The Pickle Rick Game

Det er et fjollet men sjovt lille spil med en kæmpestor grøn pickle, som rummer selve spillet. Det er nok mere til fans af serien Rick & Morty end et decideret godt spil. Det sagt, så får man altså sig et par gode grin. PS: Man bestemmer selv i hvilken retning man vil vende Rick senere på aftenen ... de der øjne lyser i mørket... 

Co-op spil

Er I typerne som er elendige tabere, kan det anbefales at spille nogle gode co-op spil, som går ud på at spille sammen mod spillet. Der findes mange typer lige fra det klassiske "Pandemic" til nyere spil som "Spirit Island". Enten vinder eller taber man som par og  slipper for skænderier eller ”jeg vandt - jeg vandt” mobninger bagefter. Her er to gode co-op spil:

Harry Potter - Hogwarts Battle

Er I begge vilde med Harry Potter-universet, så skal I kaste jer ud i spillet Harry Potter - Hogwarts Battle. Man kan spille op mod fire roller, Harry, Hermione, Ron & Neville i kampen mod det onde gennem de syv år på Hogwarts. Spillet læner sig meget op ad filmene både visuelt og gameplaymæssigt. Det er virkelig sjovt, flot og man føler, at man er med hele vejen igennem. Samtidigt er spillet delt ind i syv tunder svarende til de syv år, så der er også mulighed for at tage en pause undervejs uden at skulle bruge hele aftenen på at spille. Det kan anbefales at spille to roller hver, da spillet godt kan blive lidt besværligt uden alle fire aktive hovedroller på banen.

Grib tryllestavene, på med kapperne og spil noget Harry Potter Hogwarts Battle!

Spirit Island

Man kan godt blive lidt forelsket i dette spil! I rollen som hawaiianske ånder skal man jage de invaderende englændere, preussere eller Ikea-byggende svenskere væk fra ens ø! Selve spillet hanlder om, at man sammen har nogle roller/ånder. Nogle er gode til at lave mange hurtige besværgelser, mens andre er gode til de langsomme kraftige actions, der smadrer de onde invaderende.

Selve spillet er rigtig sjovt og man føler sig virkelig presset lige indtil det hele pludseligt går op i en højere enhed og man får styr på de skide svenskere!

Første spil tager nok omkring 2 timer, men når man først har lært reglerne kan det spilles på omkring 1-1½ time .... og ligesom ved en god romance mærker man slet ikke tiden gå.

Tags