Børnebøger med noget på hjerte

11.05.22
Efterspørger dit barn læseoplevelser, der sættes fokus på svære men relevante problemstillinger i hverdagen? Vores kollega Lone anbefaler 6 bøger for de 9-13-årige, som giver noget at tænke over.

Bøgerne her er udvalgt, fordi vi på biblioteket ofte møder børn, der gerne vil læse spændende og realistiske bøger, men som ikke skal være krimier, kærlighed og intriger. Det er ofte børn, der ikke fanges af Harry Potter og fantasy, men som gerne vil have, at der er smæk for skillingen fra begyndelsen.

Alle bøgerne kræver, at barnet er klar til større problemstillinger end forsvundne kæledyr og skærmtid. Ofte tøver vi med at give børnene adgang til bøger om tungere emner for at skåne dem. Men de møder utroligt mange emner på nettet og i deres skoleliv, som vi skal ruste dem til at håndtere. Det kan vi gøre gennem bøger, der er skrevet til børn med nuancer, der får dem til selv at reflektere over verden omkring dem.

Selv om det er store emner, der tages op i bøgerne, så er de alle formidlet på en måde, så børn ikke bliver bange eller skræmte. De er skrevet med et håb, en umiddelbarhed og en medmenneskelighed, som gør dem til gode kilder til forståelse af det samfund, som børnene færdes i.

Ulveland 

En velskrevet bog om to meget forskellige drenge. Ibrahim er syrisk og venter på afgørelsen om opholdstilladelse i Danmark. Lasse er autist og meget optaget af ulve. I skoven uden for modtagecentret møder Ibrahim og Lasse hinanden, den dag Ibrahim stikker af og sammen optager de jagten på den danske ulv. Bogen handler om skyld, håb, flugt og venskab. Det er store emner der er oppe i denne roman, men de behandles med en opløftende umiddelbarhed og krydres med spænding og drengeliv på en måde, så den virkelig sætter læseren i drengenes sted. Romanen er samtidig så virkelighedstro og dansk, at handlingen kunne foregå i din baghave. Bogen er sat med stor skrift og er 113 sider lang.

En tyv i natten

Nok hedder serien "Pigeliv", men disse mysterier er ikke kun spændende for piger. Her kommer vores næse for detaljer og løgne på prøve, for nogle gange er det personer helt tæt på os som lyver, stjæler eller snyder. Jeg synes serien er god til at belyse at vi alle kan lave fejl, også store fejl men at det er muligt at komme tilbage på rette spor selv om man har haft problemer på vejen. Bøgerne i serien er omkring 120 sider men sat med stor skrift og enkelte illustrationer.

Big game – jagten går ind

13-årige Oskari skal gennemgå en oldgammel manddomsprøve: Han skal overleve alene i den finske skov, kun bevæbnet med bue og pil. Og han skal bringe et jagtoffer med tilbage. Oskari tvivler på, om han er mand nok for opgaven. Men i stedet for byttedyr finder han ved et tilfælde en redningskapsel fra et brændende fly: Air Force One. Terrorister har skudt USA’s præsident ned over skoven, og nu er de på vej for at slå ham ihjel. Drengejægeren og verdens mægtigste mand er nu jaget vildt. Her er klassisk spænding med livet som indsats og bogen er også filmatiseret i bedste 90er-thriller stil. Bogen er tyk og tætskrevet men let at læse især fordi den driver af spænding.

Selfie Simon 

Her er vi direkte inde i børnenes digitale liv. Hvor langt er Simon villig til at gå for likes og popularitet? Hvordan takler man mobning både IRL og online. Kan man være venner med en pige og mange andre af livets store spørgsmål i 5. klasse tages op i denne fine lille serie om Simon. De problemstillinger, bogen tager op, er en del af hverdagen i vores børns digitale liv og vi ruster dem godt med denne serie, som er både sjov, pinlig og hverdagsagtig.

Himlen ville ikke have dig

En families flugt fra Libyen set gennem en piges øjne. Hun er egentligt for gammel til at lege med dukker, men hendes gamle dukke bliver en trøst under flugten til Danmark. Det er et utroligt barsk emne, som viser, hvor forskelligt mennesker reagerer på flugt, tab og modgang. Bogen er skrevet til børn og de oplever ikke nødvendigvis en lige så barsk fortælling, som vi voksne gør. Til gengæld lyser bogen også af glæde og taknemmelighed, som kan smitte af på læserens egen hverdag.

Lars er lol

Hverdagen i 6. klasse er omdrejningspunktet i denne roman om Amanda. Amanda skal være skoleven med Lars, en jævnaldrende dreng med Downs syndrom. Det viser sig, at Lars er sød og sjov og bliver hendes ven, men samtidig er Lars også grunden til, at Amanda bliver drillet. Det kan være svært at stå ved sig selv og venskabet med Lars, når andre gør nar og udstiller en som en taber. Især gør det ondt, når det er nogen man godt kan lide, der gør grin med en. Det er et dilemma og en situation, de fleste kan se sig selv i.

Inspiration