Børnebiffen går online

Børnebiffens forestillinger er aflyst for tiden, men helt ekstraordinært åbner Børnebiffen nu op for film, I kan se hjemmefra.

Dit barn havde måske glædet sig til en tur med børnehaven i biografen i selskab med Børnebiffen, men som så mange andre arrangementer, så er bioturen aflyst. Tør blot dit barns tårer af kinderne, lav en omgang popcorn og sæt jer til rette i sofaen. Børnebiffen er nemlig gået online og nu kan I se masser af fantastiske, korte film for de små hjemme i sofaen.

Hvis I har været til en af Aalborg Bibliotekernes mange filmfremvisninger for de mindste eller deltog i vores Børnefilmfestival Megaflimmer i uge 7 og 8, vil I kunne genkende mange af filmene. Børnebiffen rummer sjove, skæve og tankevækkende film til de yngste filmelskere. Filmenes varighed og indhold er nøje afstemt, så de passer til børnenes alder: film til børn over tre år og film til børn over fem år. 

Hov, nu er mine popcorn poppet færdige og jeg er klar til at se Dovendyr, Den lille fugl og larven og så vil jeg slutte af med at danse til min absolutte yndlingsfilm Ztriwer, mens jeg glæder mig til at vise en masse film for børn, når biblioteket får lov at åbne igen.

Læs meget mere om Børnebiffen Online og hvor du finder det store udvalg af film her 

Den ekstraordinære adgang hjemmefra gælder indtil videre til d. 1. september 2020.