Pige læser i en bog

Bøger til tweens

Børn i anden og sjette klasse læser ikke samme bøger. Få en håndsrækning og et par titler til tweenagerne derhjemme.

Det kan være svært at finde bøger til tweens (for de uindviede: Samlebetegnelse for børn mellem 8 og 12).

Børn ændrer sig SÅ meget i de år, og som forældre forsøger vi konstant at finde ud af, hvad de interesserer sig for og hvad, der er aldersegnet. Og samtidig flyttes målestokken for, hvad dét så faktisk er, i takt med, at de bliver ældre.

Forskel på 8 og 12

Børn i anden og sjette klasse læser ikke de samme bøger. Tweenagere kan overskue og udforske mere og mere komplekse plot og emner, efterhånden som de bliver ældre. Nogle af disse kan forældre diskret bringe i spil eller gennem åben dialog introducere; andre vil og kan børnene selv finde.  

Litteraturen som løftestang for de svære emner

Indimellem hænder det, at vi som forældre viger tilbage fra at diskutere vanskelige emner med vores børn. (Jeg har flere gange taget mig selv i at vige udenom f.eks. sex, LGBT+-spørgsmål, politik og rettigheder). Men det er netop her, litteraturen kan fungere som katalysator og løftestang og være med til at give børn og voksne mulighed for at nærme sig de svære emner. Sammen og hver for sig.

Tænk blot på, hvor mange børn og unge, der takket være en ternet ninjabamse, i dag har en klar holdning til børnearbejde og børns rettigheder – og i øvrigt samtidigt har levet sig ind og – måske endda set sig selv – i Askes besværlige kærlighed til Jessica fra en af de større klasser.

... Eller genkendt sig selv i Mette Vedsøs ”Tove tænker”-serie om pigen Tove, der ser og forklarer verden omkring sig gennem tal, ord og sammenhænge, hun med fantasi og nysgerrighed skiller og sætter sammen til ny indsigt. Her handler det om langsomheden, om tankerne og de sarte detaljer, der alt for let overses af travle voksne i en tænksom piges liv med skole, familie og venner.

Hver især bringer bøgerne mulighed for at forholde sig til hovedpersonernes unikke oplevelser. Måske handler de i virkeligheden om tweenagerne selv, men er samtidig lette at forholde sig til som bare endnu en fortælling om "de andre” og dermed på tryg afstand. Men læse videre kan man jo lige så godt …  

Hans Wendelboe Bøcher er far til tre; to store teenagere (der HAR været tweenagere!) og en, der står midt i det lige nu!


Nedenfor har vi samlet både fantasy, krimi, sjov, eventyr, fagbøger, science fiction, gys og gribende hverdagsrealisme. Her er murstensromaner og letlæsning og helt sikker også noget, der vil fange DIN tweenager derhjemme.

Husk også, at mange af titlerne også findes som både ebøger og lydbøger. Der er frit valg på alle hylder!

Inspiration