Bøger, der får børn til at falde i søvn med et smil på læben

20.03.21
Slut dagen af i højt humør med historier, der får ungerne til at falde i søvn med et smil på læben. Få inspiration til jeres næste fælles læseoplevelse her. 

Der findes ikke noget bedre end at slutte dagen af med nærvær og højtlæsningshygge – gerne af den slags, der sætter godt gang i lattermusklerne og skubber store og små bekymringer lidt i baggrunden. 

Mangler du inspiration til, hvad du skal læse med dine børn næste gang? Vi har samlet en perlerække af finurlige og humoristiske historier, som I kan kaste jer over inden sengetid – eller faktisk altid. 

Bliv grydeklar med grinegaranti 

Har du et børnehavebarn på matriklen, kan vi varmt anbefale 'Ottos ikke-noget historier’ af Lars Daneskov. Otto svarer altid det samme, når mor eller far spørger, hvad han har lavet i børnehaven: "Ikke noget". Det bliver til en masse ikke-noget-historier, for der er alligevel ofte sket et eller andet spøjst. Poderne vil sikkert kunne nikke genkendende til mange af Ottos følelser og oplevelser.

Lån 'Ottos ikke-noget historier' her.

Et af de nyeste skud på godnathistorie-stammen er ’Grydeklar’, der byder på gale og geniale historier af 11 skarpe forfattere – blandt andre Hella Joof, Nikolaj Stokholm, Maren Uthaug, Kim Fupz Aakeson, Jacob Riising og Thomas Brunstrøm.

Her finder du historien om verdens kedeligste dreng, pigen, der fandt en statsminister i sin baghave og får forklaringen på, hvorfor man egentlig prutter. Der er dømt grinegaranti for de yngste skolebørn og nervøse smil hos vi voksne. 

Lån 'Grydeklar' her.

Til de lidt større skolebørn vil ’Gigis – Fortjællinger fra blokken’ sikkert vække begejstring med fire humoristiske og karikerede historier om Pablo, Hassan, Ali og Musti fra satiregruppen Gigis, der også er kendt fra YouTube.

Mød Ali, der kommer til at låne mors dankort, Pablo, der får besøg af Fødevarestyrelsen i sit pizzeria, Musti, der hellere vil lave matematik end at hænge ud med drengene, og Hassan, der skal på date med Fatima, men mangler pengene, da han sidder på restauranten.

En samling sjove historier om, hvor galt det kan gå, hvis man prøver at være en anden, end den man i virkeligheden er.

God fra ca. 10 år. 

Lån 'Fortællinger fra blokken'  her.

Herunder kan du finde flere nye og ældre højtlæsningsfavoritter.

Godnat og god læselyst til både små og store grinebidere!
 

Inspiration