Blixen for begyndere

21.03.22
Baronessens store forfatterskab frister men hvor starter man?

Storyteller med stort S

Hvor begynder man, hvis man gerne vil tage hul på Blixens store forfatterskab eller læse mere om historien bag Bille Augusts storfilm Pagten? 

Historierne om og af Karen Blixen er mange. Selv kaldte hun sig ikke forfatter men storyteller. Fortællingens fortryllende kraft var i centrum i det hun skrev. Det var måske ikke altid 100 procent sandt men det var altid en god historie. Hun skiftende selv mellem mange identiteter: Tanne, Isak Dinesen, Osceola og Pierre Andrézel.
På forfatterweb kan du få det store overblik over Karen Blixens forfatterskab

Sune de Souza Schmidt-Madsens fine biografi 'En lille bog om Blixen' er en god guide ind i både forfatterskabet og de begivenheder, der prægede Blixens liv. Bogen er også udkommet i en stor illustreret version, der viser mange eksempler på Blixens billedkunst og fotos fra hendes lange liv i både Danmark, Kenya og hendes rejser til Amerika.
Her finder du Sune de Souza Schmidt-Madsens biografier om Blixen

Et godt sted at starte

Schmidt-Madsens bedste råd til dig, der gerne vil have hul på Blixens forfatterskab er at vente lidt med hovedværket Syv fantastiske fortællinger og i stedet tage fat på de kortere fortællinger. Det kunne f.eks. være 'Skibsdrengens fortælling' i Vinter-eventyr. 'Babettes gæstebud' og 'Ringen' i Skæbne-anekdoter  eller 'Det ubeskrevne blad' fra Sidste fortællinger.

Et andet sted at komme tæt på Blixens stemme og stærke holdninger er i hendes Samlede essays hvor blandt andet “En båltale med 14 års forsinkelse” tydeligt slår Blixens holdning til kvindesagen fast.

Blixen og Bjørnvig og alle de andre skæbner 

I Blixens efterår kom pagten med Thorkild Bjørnvig og Aage Henriksen til at spille en stor rolle. Mange skæbner kom i berøring med Blixens mere dæmoniske og manipulerende sider. Der er siden udkommet et stort udvalg af litteratur om de konsekvenser Pagten førte med sig.

Pagten : mit venskab med Karen Blixen af  Thorkild Bjørnvig er  forfatteren Thorkild Bjørnvigs egen version af historien om venskabet med Karen Blixen i årene 1950-1954.

Pagten - Bjørnvig og Blixen er historien om Karen Blixen og digteren Thorkild Bjørnvig, der stod hinanden nær og i 1950 indgik en pagt. Forfatteren har før skrevet om pagten, men manglede adgang til flere vigtige kilder, som siden er blevet tilgængelige og fortæller her hele historie om det stormfulde venskab.

Benedicte - en skæbne af Niels Barfoed handler om Benedicte Hergels liv og skæbne herunder ægteskabet med Louisianas stifter Knud W. Jensen, hendes ulykkelige forelskelse i sin mands bedste ven, digteren Thorkild Bjørnvig, hendes bekendtskab med Karen Blixen og den giver et indblik i det toneangivende miljø omkring det litterære tidsskrift Heretica

Budbringersken : samlede essays om Karen Blixen 1952 til 2008 af Aage Henriksen  Her finder du Aage Henriksens foredrag og essays om Karen Blixen - om hendes person, om hendes mange fantastiske fortællinger og om drift, psyke, identitet og fantasi, som er de centrale temaer i forfatterskabet

Bag Blixens maske : min far, mig selv og månefruen : samtale med Åge Henriksen af Morten Henriksen er en samtalebog mellem forfatteren og hans far, den tidligere litteraturprofessor, Aage Henriksen  om Karen Blixen. Som ung blev Aage Henriksen draget af Blixens univers og hendes djævelske selviscenesættelse - alt sammen førte det ham ud på en sindsoprivende rejse, der bl.a. bragte ham i forbindelse med den okkulte verden

Bag Blixens maske - en film af Morten Henriksen Den bizarre historie danner også baggrund for denne dokumentarfilm. Med sin særegne karisma tryllebandt Karen Blixen flere kunstnerisk anlagte ungersvende i 1950'erne. En af brikkerne i baronessens lunefulde spil var Aage Henriksen, senere litteraturprofessor. Han valgte at indvie sin lille dreng, Morten, i sit bizarre og komplicerede forhold til Blixen. Mange år senere udspørger den voksne Morten Henriksen sin nu ældre far om de dunkle detaljer

Inspiration