The Beatles på tegneserie

I 2020, ville John Lennon være fyldt 80 år. Lennon var stifter af bandet The Quarrymen, som senere skulle blive til The Silver Beatles og slutteligt blot The Beatles.

Beatlerne er alle blevet fremstillet på tegneserieform i utallige afskygninger – hvilket man blandt andet kan læse om i bogen ”The Beatles in Comic Strips,” men de tre jeg vil fremhæve her er deciderede graphic novels om gruppen, og dens enkelte medlemmer. 

Mauri Kunnas – Beatles: fra begyndelse til berømmelse

Mangler man en ”primer” på hvem The Beatles var og hvordan de blev The Beatles, er Mauri Kunnas’ biografiske tegneserie over gruppens opståen det perfekte sted at starte.

Kunnas har både skrevet og tegnet, og han fortæller historien fuldstændig fremragende med en levende, legende og skæg streg. På 77 sider formår han med humor og vid at formidle det hele; lige fra den ældste Beatle, Ringo, fødes, til bandet sidder klar til at indspille deres første single i Abbey Road. 

Arne Bellstorff – Baby's in black: the story of Astrid Kirchherr & Stuart Sutcliffe

The Beatles’ lineup blev endeligt fastlåst i 1962, da Ringo Starr blev skiftet ind som trommeslager i stedet for Pete Best. Inden da havde bandet dog både været en kvintet, og været en længere tur til Hamborg for at spille på bl.a. klubben Kaiserkeller. 

Og det er der i Hamborg, Baby’s in black udspiller sig. Her forelsker The Beatles’ daværende bassist Stuart Sutcliffe sig nemlig i den tyske Astrid Kirchherr – og hun i ham – og Sutcliffe forlader bandet for at fortsætte sin kunstuddannelse i Tyskland og for at være tæt på Astrid. 

Baby’s in black er slående, kunstnerisk og rå i sit sort-hvide udtryk. Samtidig er det en meget rørende fortælling om både musik, kærlighed og livet. 

Vivek J. Tiwary – Den femte Beatle: historien om Brian Epstein 

Nok det grafisk smukkeste indslag af disse tre tegneserier om The Beatles er Vivek Tiwarys ”Den femte Beatle.” 

Titlen som den femte Beatle er blevet givet til mange igennem tiden, og bandets manager fra 1961 og til sin død i 1967, Brian Epstein, er en af dem, der ofte bliver nævnt som det uofficielle femte medlem af The Beatles. Vivek J. Tiwarys tegneserie handler om hvordan Epstein midt i sin personlige kamp med sin seksualitet og sindstilstand opdager The Beatles og hjælper dem på vej til deres store berømmelse og gennembrud. 

Kunstneren Andrew Robinson og tegneserieskaberen Kyle Baker står for det grafiske udtryk, og det er altså uovertruffent, rørende og usandsynligt smukt! 

Inspiration