Badehoteller: Sol, blæst, sand og vand

13.04.21
Har du også set med, når det lille hotel ved Vesterhavet endnu en gang har taget imod gæster i Badehotellets 8. sæson?

Sæsonen havde en noget dramatisk sæsonafslutning og det kan føles uudholdeligt for mange at skulle vente helt til 2022 med at se, hvad der sker med badehotellet og de karaktererne. Indtil da kan du drømme dig væk til stemningen på badehotellerne i et par romaner eller i en række fagbøger om historiske badehoteller.

Fra sande beretninger til en mordgåde

Der findes ikke ret mange romaner, hvis handling udspiller sig på et badehotel men vi har dog støvet tre op. I Jytte Borbergs "Novemberløgne" slår en ung mand sig ned på et vestjysk badehotel udenfor sæsonen. Hans ærinde er uklart, men hans tilstedeværelse sætter gang i begivenheder, som har tråde bagud i tiden.

Krimien "Høg over høg på Skagen badehotel" udspiller sig i 1916 og det er sommer i Skagen. På Skagen Badehotel er der travlt, og en aften myrdes én af gæsterne. Har mordet relation til et forestående hemmeligt fredsmøde i byen, og ikke mindst; hvem er morderen?

"Villa Havbrise" handler om Sophie, som efter sin mors død må rejse hjem til Sverige for at overtage en uventet arv. Villa Havbrise er et forfaldent badehotel, som gemmer på både dystre hemmeligheder og ro for sjælen.

Mærk historiens vingesus og kom i sommerstemning i en række smukke og stemningsfulde fagbøger om nogle af Danmarks gamle badehoteller.

Inspiration