Årets uundgåelige - romaner fra året der gik

18.12.21
2021 bød på mange gode bøger, men lad os bare se i øjnene, at vi ikke nåede at læse dem alle. Her kommer vores bud på 12 særlige læseoplevelser, som du stadig skylder dig selv at læse.

Redaktionen har kigget nærmere på bogåret der gik, og har valgt 12 romaner, som på hver sin måde har rørt, bevæget eller vækket eftertanke hos deres læser.

Alle er fantastiske og opslugende fortællinger, der har noget på hjerte, kræver noget af sin læser og bestemt ikke bliver glemt lige med det første.

6 af bøgerne har fået en personlig anbefaling med på vejen, og den fulde liste over årets 12 uundgåelige kan ses nederst på siden.

Sommer af Ali Smith

Efterår, Vinter, Forår og Sommer er skotske Ali Smiths post-brexit årstidskvartet. I alle fire bøger er der skarpe kommentarer til nutiden. Ali Smiths skrivestil er legesyg og hun jonglerer med politik, litteratur, kunst og kultur undervejs og hun forventer, at du som læser kan gribe de bolde hun kaster til dig. Det er en bog der kræver noget af dig som læser, men Ali Smith skriver med en sikker hånd.

Lån Sommer af Ali Smith

Byen i skyerne af Anthony Doerr

"Alt det lys vi ikke ser" forfatteren har igen præsteret romanskrivning på et vitterligt skyhøjt niveau. ‘Byen i skyerne’ er en storslået, fortryllende og medrivende roman komponeret over tre forbundne fortællinger, udspillet i hver sin tidsalder, fortid, nutid og fremtid. Det samlende punkt er et antikt manuskript om drengen Aithon, der drømmer om at flyve op til Byen i skyerne. Meget få kan skrive som Doerr, der endnu engang leverer en drøm af en roman.

Lån Byen i skyerne af Anthony Doerr

Rosarium af Charlotte Weitze

Rosarium er et vildtforgrenet hybenkrassende krat af en roman. Har du læst andre af Weitzes romaner, og tror at være forberedt på, hvad du kommer til at læse, så forvent at blive overrasket og overvældet. Weitzes univers udfordrer forestillingsevnen til det yderste. Det er en verden af Grimms eventyr, klimakrisens konsekvenser, planterigets mysterier og forplantning, forelskelse og forskellighed. Alt det bedste fra alle hylder.

Lån Rosarium af Charlotte Weitze

Midnatsbiblioteket af Matt Haig

Da Nora dumper ned i Midnatsbiblioteket - et særligt sted på grænsen mellem liv og død, fyldt med bøger, der hver især udgør fortællingen om et muligt liv - er det hendes mulighed for at konfrontere sin skæbne. Noras historie er gribende og i særdeleshed en kæmpe high five til livet - en vigtig reminder om, at gribe det, mens muligheden er der. Matt Haig er en fantastisk fortæller, som evner at formidle et vigtigt budskab: Uanset hvem vi er, betyder vi noget - for nogen, for noget.

Lån Midnatsbiblioteket af Matt Haig

Skønne verden, hvor er du af Sally Rooney

Sally Rooneys nyeste roman er svær at putte i en kategori. Den er det hele – lidt til og meget mere. Den vil meget, men på en meget stille, talende og eftertænksom måde. Det er som udgangspunkt en roman om livet omkring de 30 i en vennegruppe med fordele. Men underliggende er det en meget samfundskritisk og politisk roman. Det er en af den slags romaner, der bliver ved med at rumstere i baghovedet længe efter, den er læst.

Lån Skønne verden, hvor er du af Sally Rooney

Bob af Helle Helle

I januar var landet igen lukket ned, men Helle Helle åbnede bogsæsonballet med den smukke blå roman BOB. BOB er noget så sjældent som en toer i Helle Helles forfatterskab. Hovedpersonen fra romanen ’de’ flytter til København for at studere. Med sig har hun kæresten Bob, der går på opdagelse i byens mange gader for at finde en retning i livet. BOB er en roman, man sparer på, når man læser den. Det er en fryd at synke ned i det stille tempo og den skarpe skrivestil. 

Lån Bob af Helle Helle

Inspiration