Jean Seberg og Jean-Paul Belmondo i rollerne som Patricia Franchini og Michel Poiccard i Jean-Luc Godards "Åndeløs"
Jean Seberg og Jean-Paul Belmondo i rollerne som Patricia Franchini og Michel Poiccard i Jean-Luc Godards "Åndeløs"

Åndeløs fransk filmklassiker

Den franske instruktør Jean-Luc Godard satte i 1959 nye standarder for, hvad film kan og skal

Op igennem litteratur- og kunsthistorien er det adskillige gange hændt, at kunstnere har følt det nødvendigt at gøre op med snærende, hævdvundne principper og fastgroede vaner.

På den danske litterære scene gjorde Georg Brandes - og med ham flere andre forfattere - op med de herskende nationalromantiske forestillinger og klassiske idealer. Litteraturen skulle, ifølge Brandes, afspejle udviklingen i samfundet og sætte problemer til debat. Det gjaldt familieforhold, kønsroller, ejendomsret, tro og demokrati.

I 1995 skabte filminstruktørerne Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring – de såkaldte dogmebrødre – en ny bølge af film ved at tilslutte sig ”Dogme 95”, som består af ti bud for filminstruktører, samlet under et såkaldt Kyskhedsløfte, samt en mere ideologisk tekst om at modarbejde visse tendenser i tidens film. Der var ikke længere nogen regler. Alt var tilladt, når bare det føltes sandt, ægte og vigtigt for instruktøren selv. Det blev bl.a. til de banebrydende film ”Festen” (1998) og ”Mifunes sidste sang” (1999).

På samme vis introducerede den nyligt afdøde franske instruktør Jean-Luc Godard (1930-2022) et nybrud, den såkaldte "Nouvelle Vague", den ny bølge i fransk film. Godard introducerede håndholdt kamera og dialoger om eksistentielle kriser, ikke mindst i filmen ”Åndeløs” (”A Bout de Souffle”) fra 1959.

Se hele "Åndeløs" på Filmstriben

Kameraet skulle virke som en forfatters pen. Instruktøren var auteur, en sand kunstner, der formår at sætte sit eget personlige aftryk, fremfor åndløst at følge traditionsbundne genrer, greb og formater.

"Åndeløs" handler om livsnyderen, rebellen og småsvindleren Michel Poiccard, der efter at have stjålet en bil i Marseille, skyder og dræber politimand. Han flygter til Paris, hvor han gemmer sig hos en smuk, ung amerikansk journaliststuderende. Sammen fordriver de tiden med sex og med at stjæle biler til finansieringen af deres fælles flugt til Italien. I takt med at politiets net strammes, vokser også Michels desperation og fandenivoldskhed. Patricia sættes i forhør og må vælge.

Særligt filmens slutning er ganske ”åndeløs” …

Filmen – der i øvrigt bygger på en fortælling af to andre store, franske instruktører, Francois Truffaut og Claude Chabrol - rystede op i filmverdenen og har efterladt varige spor i filmhistorien. Blandt andet Quentin Tarantino (”Pulp Fiction”, 1994) og Martin Scorsese (”Taxi Driver”, 1976) har ladet sig inspirere af Godard.

Mere Godard

Andre film af Jean-Luc Godard på Filmstriben:

”Livet skal leves” (”Vivre sa vie”) fra 1962 bringer fortællingen om Nana, der arbejder i en pladeforretning, men drømmer om at blive skuespiller. Mangel på penge og retning i livet fører hende i stedet ud i prostitution og gradvis fornedrelse. Og et fatalt endeligt i et gangsteropgør.

”Sympathy for the Devil” fra 1968 følger Godard The Rolling Stones' indspilning af den ikoniske sang af samme navn. Undervejs reflekterer han nysgerrigt over den vestlige verdens modkultur i slutningen af de eksplosive 1960'ere.

På biblioteket findes bøger og avisartikler, der forklarer og hylder Jean-Luc Godard. Nogle finder du nedenfor. Grav selv videre her

Jean-Luc Godard på lex.dk

Inspiration