8 episke film

Episke film fra Filmstriben, som er gode til efterårsferien.

Hvad er en episk film?

Man hører tit at noget er episk, en film, en bog, en guitarsolo eller noget helt fjerde. Men hvad gør egentlig en film episk? Er det en stort opsat kostumefilm med tusindvis af statister? Er det et fortættet drama hvor man nærmest lever og ånder med filmens figurer, og mærker stemningen helt ind i hjertekulen? Eller er det et ordfattigt, men overdådigt filmet værk, med naturscener så gnistrende smukke at man føler sig lillebitte i et uendeligt univers? Vi har nok hver især en idé om hvad en episk film er, og her har vi samlet 8 film der hver især har noget episk over sig, lidt af det ene, lidt af det andet.
Filmene kommer vidt omkring, fortid og fremtid mødes, negle bliver bidt, kønsroller og køn bliver udfordret, monstre jages, både uhyrlige og menneskelige. Og mere til. Mon ikke der blandt disse 8 film skulle være en du synes er episk? God fornøjelse. 

Margrete den første

Dansk storfilm om en af danmarkshistoriens mere oversete skikkelser, dronning Margrete I. Året er 1402, og en kvinde står i spidsen for et nyt nordisk stor-rige. Margrete I har samlet Danmark, Norge og Sverige i en union, som hun egenhændigt styrer gennem sin adoptivsøn, Kong Erik. Unionen er omgivet af fjender, og Margrete planlægger derfor et ægteskab mellem Erik og den engelske Prinsesse Philippa. En alliance med England vil kunne styrke Kalmarunionen og sikre den mod angreb. Men en konspiration er undervejs, som sætter Margrete i et umuligt dilemma, der kan koste hende alt.
Se filmen ”Margrete den første” online på Filmstriben

Orlando

Sally Potter's blændende tilpasning af Virginia Woolfs klassiske roman er eventyret om den tilsyneladende udødelige Orlando, der begynder en episk søgen efter kærlighed og frihed som mand, og over en periode på 400 år ændrer køn til kvinde. Fantastiske Tilda Swinton spiller rollen som den evigt unge Orlando til perfektion, med både drama og humor i stemme og mimik. Flere gange i løbet af filmen nedbrydes den fjerde mur, dvs. Orlando henvender sig direkte til os, filmseerne, hvilket nærmest gør os til medvirkende i filmen. 
Se filmen ”Orlando” online på Filmstriben

Den tredje mand

I 1949 ankommer en amerikansk westernforfatter, Holly Martins (Joseph Cotten), til efterkrigstidens Wien for at besøge sin gamle ven, Harry Lime (Orson Welles). Ved ankomsten får han at vide, at hans ven er blevet dræbt i en trafikulykke, og da han møder chefen for det britiske militærpoliti i Wien, Calloway, informeres han om, at Lime i virkeligheden var sortbørshaj og eftersøgt af politiet. Han beslutter sig for at bevise Harrys uskyld, men er Harry virkelig død?
Den psykologiske thriller ”Den tredje mand” af Carol Reed er en af filmhistoriens absolut største værker, Oscar-vinder, Cannes-vinder  -  et mesterværk!
Se filmen ”Den tredje mand” online på Filmstriben

Betty Blue – 37,2 om morgenen

Den impulsive og sanselige Betty dukker en dag op i altmuligmanden Zorgs kedelige liv. Betty tror på Zorgs evner som forfatter, men deres kompromisløse kærlighed har svære vilkår i en konform verden.
Skuespilleren Béatrice Dalle fik et gedigent gennembrud for sin rolle som Betty i denne utrolige film. Det er hjerteskærende at følge Bettys deroute i kampen for at gøre Zorg til noget han måske ikke er. En hård, vild, følsom og morsom film man aldrig vil glemme.
Se filmen ”Betty Blue – 37,2 om morgenen” online på Filmstriben

The green knight

Eventyrdrama inspireret af legenden om Kong Arthur og Ridderne af det runde bord. Kong Arthurs frygtløse nevø, Sir Gawain, sætter sig for at destruere den enorme og mytiske Green Knight. På sin nærmest surreelle færd slås Gawain mod genfærd, kæmper og tyve, og begynder en dybere rejse ind i sig selv for at finde ud af, hvad det egentlig er, han kæmper for. 
Se filmen ”The green knight” online på Filmstriben

Generalen

Stumfilm med underlægningsmusik. Tiden er den amerikanske borgerkrig. Det lykkes en lokomotivfører fra Sydstaterne at generobre sit tog og sin pige, efter at de har været bortført af soldater fra Nordstaterne. Buster Keaton udfører selv de halsbrækkende stunts hans karakter udfører i filmen, noget som han var berømt for. 
Ved sin premiere i 1926 blev ”Generalen” ikke den succes Buster Keaton havde håbet på, og den tabte mange penge. Eftertiden har dog anerkendt filmen som et sandt mesterværk.
Se filmen ”Generalen” online på Filmstriben

Stargate

Stargate er en episk science fiction rejse til universets gåde. Den unge ægyptolog Daniel Jackson skal tyde nogle mystiske tegn på en gigantisk ring fundet på en ekspedition i 1928. Ringen viser sig at give adgang til et andet univers, Stargate. 
Stargate er en gedigen og smukt filmet fortælling, der blander rumrejser og egyptisk mytologi på smukkeste vis. Nogle år senere blev filmen udgangpunkt for en populær tv-serie, Stargate SG1. 
Se filmen ”Stargate” online på Filmstriben

The deer hunter

Mike, Nick og Steven drager til Vietnam, hvor de bliver taget til fange af fjendtlige soldater, men det lykkes dem at flygte. Steven vender hjem i rullestol, og Mike martres af, at Nick er forsvundet, så han vender tilbage til Vietnam for at finde ham.
The deer hunter er en storfilm af de sjældne. Den kom på et tidspunkt hvor Hollywood begyndte at producere film der gjorde op med Vietnam-spøgelset, en af de få krige USA har tabt. Det er en hård fortælling der viser, hvordan krig kan ændre os på forskellige måder.
Se filmen ”The deer hunter” online på Filmstriben

Inspiration