5 tips til at læse og lytte digitalt med dit barn

04.09.20
Vi giver dig 5 tips til hvorfor og hvornår, det giver god mening at læse digitalt og høre lydbøger.

1. Tegn og lyt

Sæt en lydbog på, når I sidder og tegner. Det kræver koncentration at tegne, og derfor er barnet allerede indstillet på at sidde stille (i hvert fald i en vis rum tid!). Det kan derfor være både hyggeligt og stimulerende for barnets sprogudvikling at lytte til en lydbog, mens I sidder og tegner.

2. Lyt og kør

Det kan være lidt af en opgave at holde børnene beskæftiget, når man skal ud at køre lange ture. Sæt en lydbog på, mens I kører bil, så har barnet noget at holde opmærksomheden på undervejs. Spørg evt. ind til, hvad I hører både undervejs og efter, så barnets interesse fastholdes.

3. Sæt en lydbog på inden sengetid

Lydbøger kan have en beroligende og søvndyssende effekt, som gør, at vi falder til ro og slapper af i kroppen. Prøv at erstatte godnatlæsningen med 5-10 min. lyttetid fra en lydbog inden sengetid. Lyt f.eks. til Sigurds samlede godnathistorier af Sigurd Barrett, hvor han selv har indlæst lyd bogen.

4. Læs højt fra en e-bog

Læs en e-bog sammen med dit barn, når I sidder i sofaen, sengen eller en anden situation, der normalt er forbundet med ro og højtlæsning. Ligesom med papirbogen er der mulighed for, at barnet selv kan ’bladre’ og pege i bogen. Det er også en god anledning til at lære barnet, at en tablet også kan være forbundet med læsning og fordybelse.

5. Sæt smartphone og tablet  på flytilstand

Vi forbinder ofte alt, hvad der foregår på en tablet og smartphone med distraktion og det modsatte af fordybelse. Men de digitale platforme kan sagtens bruges til fordybelse – vi skal bare sætte rammerne for det. Start f.eks. med at sætte din smartphone eller tablet på flytilstand, inden I begynder at læse eller lytte til en lydbog – så bliver barnet ikke forstyrret undervejs.

Find ebøger og lydbøger på eReolen Go

eReolen Go er bibliotekernes ebøger og lydbøger til børn i alderen 7-14 år. 

eReolen Go

Artiklen er udarbejdet af eReolen Go.