5 skrækindjagende fortællinger

21.10.20
Vi har fundet fem fantastiske gyserfortællinger, som på hver deres måde kan give dig gåsehud op til halloween.

 

1. Stafan Spjut : Stallo 

Den mørke, nordiske folketro er blevet mere populær de seneste år. Romanen Stallo fanger på fornem vis uhyggen og mystikken omkring troldenes verden, men sætter den ind i en nutidig svensk ramme i "udkantssverige".  Det er i den langsomme udfoldelse af troldenes væsen, at uhyggen ligger i denne bog, og den gør det rigtig fint.

2. Algernon Blackwood : The Willows

Algernon Blackwood skriver "wierd fiction" i stil med H. P. Lovecraft. I novellen The Willows er et vennepar på kanotur ned af Donau-floden, da de må søge i land på en lille ø, som er dækket af gamle piletræer. Stemingen er knugende og uhyggen siver langsomt ind under huden mens de to venner kæmper mod deres egen frygt og galskab alt imens øen og træerne afslører deres mørke hemmelighed.  Vi har desværre ikke Algernon Blackwood på Aalborg Bibliotekerne - men hans noveller kan lånes på bibliotek.dk. På Aalborg Bibliotekerne kan du i stedet låne Manden som træerne elskede - en historie som direkte er inspireret af Blackwood.

3. Marie Pommepuy m.fl. : Mørkets skønhed

Mørkets skønhed er en graphic novel som ved første øjekast bare ligner en sød historie om små Cirkeline-agtige alfer.  Men allerede på de første sider afsløres det, at alferne faktisk bor inde i en død pige, som ligger ude i skoven. Alferne er bestemt heller ikke Cirkelinesøde, men udfolder alle de menneskelige skyggesider som forræderi, egoisme og mord alt imens de prøver at overleve ude skoven og pigen går mere og mere i opløsning. Det er en historie, som ikke fængede mig indledningsvis, men den vinder virkelig ved nærmere bekendtskab.

4. Richard Corben : The House on the Borderland

Richard Corben er med sin unikke streg virkelig en af de helt store tegneserieskabere og gysets mester indenfor sin genre. Når han så ovenikøbet fortolker en novelle af gysermesteren William Hope Hodgson,  er der masser af gåsehud i vente. The House on the Borderland er som ét langt mareridt, der bare bliver ved og ved og netop som man tror, at nu indfinder forløsningen sig, så tager Hodgson bare historien et skridt videre. Der er mange ligheder med Edgar Allan Poes fortællinger, særligt hans novelle Huset Ushers fald, men i forstående fortælling kan man så tilføje muterede grise-væsner og en ondskab, der truer med at sprænge selve virkeligheden i stykker.

5. Edgar Allan Poe : Brønden og pendulet

Det er meget svært at komme uden om Edgar Allan Poe, den gotiske novelles mester. Jeg har valgt Brønden og Pendulet, men kunne lige så vel have valgt en af hans andre kendte fortællinger. Denne novelle handler om den totale afmagt som fangen oplever i fangehullet alt imens den ene rædselsvækkende, og frem for alt pinefuldt langsomme, torturmetode udfolder sig for hovedpersonen.  Der er mange lag i Poes noveller og mange fortolkningsmåder, som jeg ikke vil komme ind på her. Men jeg vil opfordre til at læse Poe på engelsk, for han har virkelig et sublimt sprogbrug.

 

Inspiration