5 fantastiske familiespil

Lange aftener bliver kortere (og sjovere) med et godt brætspil. Her er 5, der er værd at bruge tid på!

Familiespil er en af de kategorier, der fylder allermest i Aalborg Bibliotekernes brætspilssamling. Af og til kan det dog godt være svært at finde lige det spil, der fanger lige din familie. Herunder kommer nogle bud som i hvert fald giver et godt sted at starte! 

Blitz

Blitz er et reaktionsspil, hvor spillerne hurtigst muligt skal gribe den ting, der ikke er repræsenteret ved hverken farve eller form på det kort, der bliver vendt. Er en ting repræsenteret ved både form og farve er det dog den, der skal gribes. Hurtigt, hjernevridende og supersjovt! 

MicroMacro - Crime City

I MicroMacro – Crime City er I detektiver, der sammen skal opklare forbrydelser. I får et kort med en overflod af detaljer og skal sammen følge sporene og finde ud af hvad der egentlig er sket. Tænk Find Holger blandet med en klassisk krimi. 

Diamant 

Hvis I nogensinde har drømt om at være skattejæger og finde guld og diamanter er Diamant lige noget for jer! Her skal I nemlig ned i hulen Tacora og lede efter glemte skatte - selvfølgelig uden at gå i de mange fælder. Hvem mon kommer hjem med flest diamanter? 

Block Ness 

Hvem er søens største, bedste og ikke mindst længste uhyre? Det er det I skal finde ud af når I spiller Block Ness! Her gælder det nemlig om at forlænge sit uhyre ved at placere haledele i forlængelse af hinanden med overlap over de andre uhyrer indtil der simpelthen ikke er mere plads i søen. Et kreativt take på en klassisk genre hvor brættet fyldes efterhånden som spillet skrider frem.  

Alfred 

Alfred er en lille vampyr, der leder efter skatte på sit store slot. For at finde dem, placerer spillerne spejle i selve spillebrættet, og kigger man så gennem hullet i kassen skulle skattene gerne dukke op igennem spejlingerne. Her gælder det altså virkelig om at tænke sig om, og Alfred er både morsomt og udfordrende. 

Inspiration