10 spørgsmål til en mand, der hedder Ove

09.12.21
Vores dygtige og værdsatte kollega, Ove Hesselbjerg Rasmussen, går på efterløn. Ove er et omvandrende litteraturleksikon og har altid sværmet især for klassikerne og den spanske litteratur. Her på falderebet har vi bedt ham gøre status over et langt arbejdsliv i litteraturens tjeneste og spurgt hvilke bøger, der har gjort størst indtryk.

Den seneste bog du har læst?

Det er en helt ny roman af en forfatter, som har lidt med Aalborg at gøre; ’Strøm – et venskab’ af Gorm Henrik Rasmussen. Den handler om et venskab mellem Michael Strunge og forfatteren selv. En spændende bog, der viser, at Gorm Henrik Rasmussen fortjener mere anerkendelse, end han har fået tidligere. Sproget er helt forrygende og jeg vidste slet ikke, han kunne skrive sådan.

En bog du gerne ville være med i?

Her er jeg nødt til at komme med to bøger. Jeg ville så gerne være ”Sallys far”. Jeg elsker Sallys far, for tænk sig bare at kunne gøre alt det, man har lyst til. Alt er intuitivt og man tænker ikke over noget som helst. Sådan skulle man da møde tilværelsen.

Der er en anden bog, jeg er helt vild med. Jeg har læst den to gange, og det er garanteret ikke sidste gang. Det er Italo Calvinos ’Klatrebaronen’. Den handler om en person, der lever hele sit liv oppe i trætoppene. Det med at se verden oppefra er ganske enkelt en genistreng. Den kunne jeg godt tænke mig at være med i.

Reserver 'Sallys far-bøgerne' her

Din yndlingshovedperson?

Det er faktisk ikke engang en hovedperson, men en biperson, som er altafgørende for hovedpersonen. Det er Jakobe i 'Lykke´-Per' af Henrik Pontoppidan. Jakobe er en jødisk kvinde, som Lykke-Per behandler utrolig dårligt, selvom han er forelsket i hende. Hun er en af de mest helstøbte personer, som er blevet beskrevet i dansk litteratur.

Reserver 'Lykke-Per' her

Krimien med det bedste plot?

Det kan man jo næsten ikke huske, men her og nu må det blive Ragnar Jonassons trilogi: ’Mørket’, ’Øen’ og ’Tågen’. De har et genialt plot. Ellers vil jeg sige, at jeg har været glad for Camilla Grebes bøger, herunder 'Skyggejægeren'.

Reserver Ragnar Jonassons trilogi her

Reserver 'Skyggejægeren' her

Bogen der har fået dig til at skraldgrine?

Uden tvivl 'Doppler' af Erlend Loe. Det er en udlevering af alle mænd, hvor kvinderne tænker ”ha ha sådan har jeg det også derhjemme”, mens mændene måske tænker ”Ja der er måske lidt om det”. Det, at Doppler forlader det hele og realiserer sig selv sammen med en elg, er et fantastisk billede.

Reserver 'Doppler' her

Bogen du gerne ville læse for første gang igen?

Igen er jeg nødt til at nævne to. Jeg har altid været vild med John Steinbeck og jeg ville nyde at læse 'Vredens druer' for første gang igen. Steinbecks betydning indenfor den realistiske litteratur har været enorm i USA. Der er ingen, der som ham har kunne beskrive almindelige og svage menneskers vilkår.

Reserver 'Vredens druer' her

Den anden bog er ’Kærlighed i koleraens tid’ af Gabriel García Márquez. Den er vild og fabulerende men sine steder også meget morsom. Det er en bog om, at alderdom ikke sætter grænser for kærligheden. Han skrev den, mens han var på toppen af sit forfatterskab. Med den havde Marquez kastet al teorien over bord og ikke ladet sig begrænse af et koncept. Andre af hans romaner kan man godt anklage for at være lidt skabelonagtige, men denne skrev han bare for at skrive en god roman!

Reserver 'Kærlighed i koleraens tid' her

Klassikeren alle bør unde sig selv at læse?

Jeg har egentlig fire bud, men må jeg kun nævne en, bliver det ’Mørkets hjerte’ af Joseph Conrad. Jeg har læst den mange gange og jeg kommer til at læse den igen. Den bliver fortalt omkring 1900 og handler om den hvide mands underkastelse af resten af verden. Det er en rejse ind i Afrika og at trænge ind i det ukendte. Samtidig er det også en rejse ind i en selv og ikke at være bange for det ukendte. Der er nogen, der mener, at ’Mørkets hjerte’ er den mest citerede bog indenfor litteraturen. Den er ikke ret lang og alle burde unde sig selv at læse den.

Reserver 'Mørkets hjerte' her 

Hvad glæder du dig til at læse?

Det er blandt andet Anthony Doerrs 'Byen i skyerne'. Jeg var vild med hans 'Alt det lys vi ikke ser', og jeg har ventet på at der skulle komme nyt fra ham. Den anden er Jonathan Franzens 'Frihed'. Jeg synes, at Frazen er den største amerikanske forfatter i dag. Begge bøger står i min bogreol og er lige klar til at blive læst.

Reserver 'Byen i skyerne' her

Reserver 'Frihed' her

Din bedste læseoplevelse (kun en, sorry)? 

Jeg synes, at Lars Saabye Christensen er en stor forfatter og trilogien 'Byens spor' er mine yndlingsbøger. De to første bind fortæller en meget velskrevet udviklingshistorie, mens det tredje bind er mere universielt. Intet mindre end en genistreng og stor nordisk litteratur.

Reserver 'Byens spor' her

Vi slutter af med begyndelsen: Hvad læste du som barn?

De første bøger, jeg kan huske at have læst, er western-serien 'Bill og Ben', som var fremme i 60’erne. Og Anders And-blade. Som 15-årig gav min mor mig Dostojevskijs 'Forbrydelse og straf'. Noget af en mundfuld, men det var min første store læseoplevelse og værket gav mig et indblik i, hvad store forfattere kan. De har en plan og de vil noget med deres litteratur.

Reserver 'Forbrydelse og straf' her

En anekdote om en mand, der hedder Ove

Da en biblioteksgæst sidste år henvendte sig på Hovedbiblioteket og spurgte efter en mand, der hedder Ove, var biblioteksformidleren i skranken hurtig til at svare, at Ove ikke var på arbejde lige nu. Gæsten og biblioteksformidleren fandt dog ud af miseren og fik hentet Fredrik Backmans 'En mand der hedder Ove' på hylden.

Vores Ove har selvfølgelig også læst 'En mand der hedder Ove' og ifølge ham kan man jo egentlig ikke finde en bedre bog at blive forbundet med. Det er igen det her med den vise mand på godt og ondt. Den viser også, at man ikke skal være bange for det fremmede og de fremmede. En dejlig roman med en humoristisk tilgang til virkeligheden.

Reserver 'En mand der hedder Ove' her

Inspiration