Virginia is for lovers af Christina Hesselholdt

Christina Hesselholdt er igen på banen med en roman, der bygger på virkelige hændelser ligesom forgængeren Vivian, der handlede om den amerikanske gadefotograf Vivian Maier. Afsættet for denne roman er dobbeltmordet på Derek og Nancy Haysom, som i 1985 blev myrdet i deres hjem i Virginia. Datteren Elizabeth Haysom og kæresten Jens Söring blev dømt for mordene og sidder i dag stadig fængslet, ligesom skyldsspørgsmålet mellem de to dømte aldrig til fulde er blevet afdækket. I et etisk kor bestående af fortælleren Mr. Up Front, det morddømte unge par og andre implicerede parter i sagen nærmer eller fjerner de sig måske fra en forståelse af begivenhedernes gang.

Først er det på sin plads at få persongalleriet og fortællerne på plads. Vi har hovedfortælleren Mr. Up Front, som er paparazzojournalist og også hovedfortælleren i Vivian. Hans interesse for sagen udspringer af den morddømte Elizabeth, som han blevet forelsket i efter at have set en dokumentar om sagen i tv. Elizabeth er eneste barn af Nancy og Derek Haysom, de myrdede, og hun får en tysk kæreste bosiddende i USA, diplomatsønnen Jens Söring. Endelig er der Mr. Up Fronts hjælper, som også har noget på hjerte, blandt andet at korrigere Mr. Up Front, når han ikke holder sig på sporet.

Mr. Up Front kalder sin historie om mordsagen for paparazzolitteratur, og han gør det allerede klart for os læsere fra start, at han er mest interesseret i det år, der leder op til mordene. Alligevel tager historien os i brudstykker med længere tilbage i tiden og også ad nogle omveje, som f.eks. hvor Mr. Up Front filosoferer over det moralske i at digte på virkelige menneskers skæbner. I diskussionen blander flere af sagens personer sig, og dette er netop sådan, hele romanen fortællermæssigt er bygget op af et kor af stemmer:

”Elizabeth
Din forbrydelse består i at tillægge os erindringer der ikke er vore. Og tanker vi aldrig har tænkt.

Jens
Og handlinger vi aldrig har foretaget.

Mr. Up Front
Det må være måden jeg gør det på, der tæller. Jeg vil være så nænsom jeg kan, når jeg finder på. Jeg afventer jeres dom. Skælvende.”

Romanen fører os gennem persongalleriets samtaler rundt i Elizabeths barndom, som tilbringes på tre forskellige kostskoler, hvilket man dog ikke hører ret meget om, men som hun tydeligvis er et produkt af: højtbegavet, litterær og uden mange varme følelser for sine forældre. Når hun endelig er hjemme i Virginia, kvæler moren, Nancy, Elizabeth i samvær. Moren, Nancy, er dybt alkoholiseret og har endvidere et incestuøst forhold til Elizabeth, fra hun er elleve år gammel, mens faren, Derek, vælger at kigge den anden vej. Morens undskyldning for incesten er, at: ”Jeg rører ved dig, og det er mig selv jeg berører.” Det er i sandhed en dysfunktionel familie med et voldsomt forbrug af alkohol: Derek sværger til whisky, Nancy drikker gin, og Elizabeth vodka. Elizabeth forsøger på et tidspunkt at bryde ud af familien ved at tage på en månedlang tur gennem Europa med masser af stoffer, udsvævende opførsel og et liv næsten på sultegrænsen. Til sidst må hun alligevel bøje nakken og vende modvilligt tilbage til familiens skød. Senere møder hun Jens, som hun fortæller om sin familie, og som hun måske/måske ikke præparerer til at føle et indædt had til forældrene.

Mr. Up Fronts, eller skulle jeg måske sige Hesselholdts, måde at fortælle historien på kan minde om et teaterstykke fuld af replikker, og man er som læser aldrig i tvivl om, at det er fiktion bygget på et stillads af faktuelle omstændigheder som navne, steder, årstal og skelsættende begivenheder. Ingen af personerne er troværdige fortællere, og Hesselholdt fortæller tilpas abstrakt om begivenhederne og nævner på intet tidspunkt selve mordene eller det efterfølgende retssagsforløb. Derfor får vi læsere også forventeligt kun en flig af, hvordan det må have været i familien Haysom, og hvad der drev den ene eller begge unge elskende til at begå mord. Det synes ikke at være Hesselholdts ærinde at gætte på sammenhænge og komme med forklaringer. Det lader hun med sin fragmentariske stil være op til læserne.

Det er svært ikke at forfalde til at sammenligne denne nye roman med Hesselholdts Vivian, som både stilistisk, genremæssigt og med samme hovedfortæller har mange fællestræk. Vivian var for mig en særligt vellykket og medrivende læseoplevelse, der gav lyst til at vide mere om Vivian Mayer. Sådan har jeg det ikke helt med det unge ”morderpar”, og jeg synes ikke, at Hesselholdt nærmer sig Elizabeth nok til, at man kan mærke hende. Derfor kan det være svært ikke at blive en smule skuffet over den gode historie, som drukner i det vellykkede stilistiske projekt, Hesselholdt har gang i.

Romanes fundament bygget over en virkelig mordsag er i sig selv pirrende, og læg så dertil elementer af dysfunktionelle familieforhold, forbudte lyster, mørke hemmeligheder, misbrug osv., og du har en type biografisk roman med stor appeal. Det er godt tænkt af Hesselholdt, og det havde bare ikke været den samme læseoplevelse, hvis det alt sammen var ren fiktion. Hesselholdt kan sit kram, og det er en fryd at opleve hende og Mr. Up Front føre os læsere rundt i manegen. Nogle læsere vil stå af på den markante stilistiske stil, andre vil elske den. Og andre igen vil læse for at forstå, hvad der drev unge mennesker med verden og mulighederne foran sig til så drabelig en handling.