Billede af bogen Vend verden af Vincent F. Hendricks

Vend verden af Vincent F. Hendricks

14.05.20
I denne bog om opmærksomhedsøkonomi, socialpsykologi og dannelse fortæller forfatteren, hvad der sker når din opmærksomhed bliver en vare.

Hvorfor sociale medier er en tidssluger

Dukker du nogle gange op til overfladen igen og opdager at du har brugt 20 minutter på Facebook, hvor du egentlig bare lige ville skrive tilllykke til en kollega? Hvis det undrer sig, så er det korte svar at din opmærksomhed er blevet en vare.

Det grundige svar får du her i Vincent Hendricks 225 siders letlæste og oplysende bog om opmærksomhedsøkonomi, socialpsykologi og dannelse. Forfatteren er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet, leder af Center for Information og Boblestudier, har en lang række publikationer  bag sig og er modtager af en lang række priser. 

Behovet for social anerkendelse

Vincent Hendricks er bekymret for menneskets autonomi og myndighed, som han mener vi alt for let lokkes til at give bort til gengæld for social anerkendelse på de sociale medier. Han er også bekymret for det politiske liv, hvor begreber som postfaktuelt demokrati har set dagens lys. 

Derfor tager han os med på en dannelsesrejse bagom de store tech giganters opmærksomhedsforbrugende sociale medier, populisternes os-mod-dem strategier og helt ind i sjælen på det sociale dyr, vi mennesker er.  

Hendricks mål er digital dannelse og herudover griber han tilbage til almen dannelsen og fire klassiske dyder, som man kan forsøge at efterleve for at bevare sin evne til at tænke selv, beskytte det offentlige samtalerum og demokratiet. 

Vurdering

Vincent Hendricks skriver vidende, vittigt og selvironisk garneret med relevante historier fra sit eget liv. Så det er en god bog at vælge først, hvis man vil forstå sin egen plads i den digitale tidsalder. 
 

Inspiration