Velskrevet svensk krimidebut

24.04.23
En krimi fuld af gåder, vold, forbudt kærlighed og en hulens masse hemmeligheder. Bedst som man tror man har regnet det ud, sker der noget uventet.

Henrik Seigel, Seigelfamiliens overhoved, forsvinder en dag sporløst. Var det selvmord? Flygtede han eller blev han myrdet? Hans 17-årige niece Livia er fast besluttet på at finde frem til sandheden. 

I Venedig modtager Calvin de Laval og hans samlever et telegram, som tvinger dem til at drage mod Sverige. Familien er fuld af hemmeligheder og flere familiemedlemmer er villige til at gå meget langt for at forhindre skaderne i at blive omfattende. 

Livia er en særpræget hovedperson, men ikke desto mindre spændende at følge. Med en opvækst udover det normale er hun kløgtig men også ensom. Hun passer slet ikke ind i det prestigefyldte liv, som hendes familie lever. Beskrivelserne af Venedig og Stockholm er spot on og man kan tydeligt se det hele for ens indre blik, mens man læser.

”Den niende kreds” er underholdende, spændende og stemningsfuld - og 1. del i en planlagt trilogi.

Inspiration