Universets sammenhæng og menneskers egenart

26.08.21
Faglitteratur. Leonard Mlodinow fortæller om sit mangeårige samarbejde og venskab med Stephen Hawking og giver dermed os andre nysgerrige et indblik i mennesket bag robotstemmen og de uforståelige formler.

Der beskrives flere modsætninger i Stephen Hawking, og det er også noget af det, som gør ham så fascinerende. Han havde en hjerne, der evnede at foretage kvantespring og vise hele verden vej ud i universet og tilbage i tiden, koblet til en krop, som blev mere og mere stillestående. Han var en teoretisk fysiker, som ikke selv troede, at han ville have bedrevet det, han opnåede indenfor sit fag, hvis ikke han var blevet ramt af sin frygtelige sygdom. Sygdommen fokuserede ham på en måde, som livet ikke ellers havde været i stand til og var dermed både en forbandelse og en gave.

Fysikkens superstar fra en ny vinkel

Leonard har skrevet et levende portræt af en mand, de fleste af os har hørt navnet på, også selvom de færreste af os er fysikere eller har mere end en vag interesse for fysikkens verden. Stephen var noget så sjældent som en fysiker med kendisfaktor.

”Stephen Hawking: En fortælling og venskab og fysik” (2020) giver et indblik i det faglige samarbejde, som var udfordret af Stephens langsommelige kommunikation med ca otte ord i minuttet dog tilsat en livlig mimik, koblet med en evig tidsoptimisme og foragt for deadlines, deres indimellem forskellige opfattelser af hvad, der var vigtigt, og bopæle på hver sin side at Atlanterhavet. Men Leonard giver også et forfriskende kig ind i Stephen Hawkings private sfære, som Leonard oplevede den og formidler videre på en måde, så man føler, man forstår både manden og fysikken bedre end før.

En frygtløs mand

Stephen udfordrede gerne fysikere med flere års erfaring; også sine egne helte, men havde til gengæld heller ikke noget imod at andre eller ligefrem ham selv, modbeviste hans teorier. De søgte alle efter sandheden, og hvis det så denne gang ikke var ham, der havde fundet den, var det i orden. En kamel, de fleste ville have svært ved at sluge, men ikke Stephen Hawking. Han satte ikke sig selv og sit ego før fysikken.

Det var ikke bare intellektuelt, han var frygtløs. Leonard beskriver bl.a. en dag, hvor Stephen besluttede, at de skulle en tur på kanalen i en punt på floden Cam. Hvis båden kæntrede, og Leonard faldt i, ville han blive våd og få en forskrækkelse - for Stephen var det en potentiel dødsfælde. Men for én, som det meste af livet har levet med visheden om, at han en dag ville blive kvalt, når musklerne i brystet ikke længere fungerede, og som allerede havde levet årtier længere end forventet, var fornøjelsen ved oplevelsen så meget større end frygten for, at det skulle gå galt. Og at man ved ren viljestyrke kan tvinge sine hjælpere og den bekymrede kollega med ud på sine eventyr er bare en bonus for en mand med en veludviklet sans for gale streger.

Privat og offentlig

I bogen får man også et fint indblik i Stephens personlige liv, uden at det dog kommer for tæt på. Det er set med en kollega og vens øjne. Leonard bliver ofte inviteret med hjem til aftensmad, hvor hustruen dog oftest er fraværende, men de forskellige hjælpere er allestedsnærværende, og Leonard lærer da også dem og de roller, de hver især indtager overfor Stephen at kende; forførende, moderlig, kommanderende, ven, sjov… og hvordan Stephen tydeligvis også har gennemskuet disse, men med et glimt i øjet sætter pris på de forskellige personligheder, der omgiver ham, og den hjælp, de giver ham. Der er ingen forlegenhed ved at have brug for hjælp til selv det mest basale. Til gengæld var han tydeligt utilfreds og gjorde på provokerende måder opmærksom på sin utilfredshed, hvis faciliteterne på restauranter og andre offentlige steder ikke var handicapvenlige, også selvom hjælperen syntes, hans reaktion var pinlig. For hvis det var svært for ham, hvordan var det så ikke for en, der ikke havde de muligheder for hjælp, han trods alt havde?

Inspiration