Underholdende og hjertegribende roman

23.03.21
Dobbelt anmeldelse af "Løbeklubben i Saudi".

I forbindelse med ”Vi læser sammen”, var det ”Løbeklubben i Saudi” af Lotte Garbers, der blev den udvalgte bog. Bogen handler om danske kvinde Maiken, der får en stilling som antropolog i en medicinalvirksomhed i Saudi Arabien.

Den 29. marts er der et online arrangement med forfatteren og islamolog og migrationsforsker Garbi Schmidt fra Roskilde Universitet om at stå mellem to kulturer og om ”Løbeklubben i Saudi” ud fra en antropologisk vinkel.

Anmeldelser

I forbindelse med arrangementet har vi derfor bedt to af vores kollegaer, der har læst bogen, fortælle om deres oplevelser med den og om de vil anbefale den.

Karin skriver:

Maiken, kvinde, 43 år, antropolog og har lige fået job i Riyadh, Saudi Arabiens hovedstad. Det lyder meget lækkert, men der er en masse brikker, der lige så stille dukker op, jo mere vi lærer Maiken at kende. Hvorfor vil hun ikke snakke med sin far, når han ringer og hvad er der med det faste job i Danmark, som hun har forladt til fordel for en 3-måneders kontrakt i Saudi. Og hvad er det med ham Matthias? Og hvad den lejlighed i Danmark? Puslespillet virker rodet og uoverskueligt for Maiken.

Maiken er også løber og via sit nye job, hvor hun skal undersøge klienters kostvaner og livsstil, kommer hun i kontakt med en løbeklub for kvinder i Riyadh. Her lærer hun en flok varme og livlige kvinder fra de højere lag af velstanden i Saudi at kende og gennem dem får hun indsigt i en helt anderledes kulturel verden. Både det vi ser ud af til og så det man ikke ser og taler højt om i Saudi. Mens Maikens problemer rykker tættere på, bygges et venskab også op mellem hende og en af Saudi kvinderne, Jamila. Så småt giver det venskab Maiken mod til at rykke rundt på de rodede brikker og placere dem hvor det føles rigtigt.

Indrømmet; Det var forsiden med den titel ”Løbeklubben i Saudi” der fik mig til at vælge bogen. Det er første gang jeg læser noget af Lotte Garbers, men absolut ikke sidste gang. Hun skriver i et let humoristisk sprog og jeg følte mig underholdt hele vejen igennem. Samtidig prikkede hun både til mine fordomme om Saudi Arabien og hvordan man forventes at leve sit liv som kvinde. 

Det er en bog, som efterlader en hjertevarme og et smil på læben. Da sidste brik er lagt i puslespillet om Maiken, er det et helt andet motiv end jeg startede med at forestille mig. Jeg kunne sagtens finde på at læse den igen!

Karin, 43 år, ansat ved Aalborg Bibliotekerne

Vita skriver:

Maiken er rejst til Riyad i Saudi Arabien for som antropolog at lave feltarbejde for et stort dansk medicinalfirma. Feltarbejdet bliver hendes billet ind i et kvindefællesskab af velhavende unge kvinder med gode uddannelser og velbetalte jobs og ikke mindst en stor appetit på livet. En appetit, som de må kæmpe for, da de stadig er bundet af familiens og samfundets meget traditionelle rammer.

Dog sker der fremskridt efter en yngre konge er kommet til magten. Kvinder har netop fået tilladelse til at køre bil og til at mødes offentligt i grupper i det fri, vel og mærke for at dyrke sport. Deraf titlen idet kvinderne har lavet deres egen løbeklub, hvor de arbejder frem mod at afholde et kvindemarathon.

Maiken selv kæmper også – men med sin fortid og med at finde en retning i sit liv. Langsomt løftes sløret for, at hun er rejst bort fra en tilstand af kaos på hjemmefronten. Maiken er nærmest tumlet gennem sin tilværelse og overlever ved at pynte lidt på virkeligheden og fortrænge resten. Men i det fællesskab, hun får med kvinderne i den saudiske løbeklub, bliver hun både kærligt og skånselsløst skubbet til at kigge med åbne øjne på sin fortid. 

Nu kunne det lyde som en meget tung bog – men Lotte Garbers lette tone og evne til at beskrive Maikens turbulente følelses- og tankeliv giver en masse gode grin og tåkrummende græmmelser på hovedpersonens vegne.

Kort sagt er ”Løbeklubben i Saudi” en skøn, underholdende og hjertegribende roman. Samtidig får man et sjældent indblik i et ellers meget lukket land fra en forfatter, der har boet der fra 2017 – 2019. Udover beskrivelserne af kvindernes liv, deres hjem og arbejdspladser, bliver man taget med ind i de lukkede boligområder, hvor de udenlandske højtlønnede medarbejdere bor afskærmet fra resten af landets indbyggere. 

Vita, ansat ved Aalborgbibliotekerne

Hvis du vil deltage i arrangementet med Lotte Garbers og Garbi Schmidt, skal det ske via dette link.

Inspiration