Tre gange lunefulde løfter

23.05.22
”Lunefulde løfter” er tre hede og underholdende romancefortællinger.

Vi befinder os i 1800-tallets London, hvor der er storslåede fester, lækker mad, smagfuld vin, masser af drama, kloge og smukke kvinder og tiltrækkende mænd. 

Tre bøger med den samme omgangskreds

Vi lægger ud med hertugen af Ashbury og syersken Emma, der indgår et fornuftsægteskab. De kan på ingen måde udstå hinanden, men tjenestefolkene håber at det ændrer sig undervejs. Og langsomt begynder der at ske ændringer - både hos Ashbury og Emma.

Efterfølgende er det hertug Chase Reynard der har brug for hjælp til at opdrage de to piger han er blevet værge for – og selvfølgelig slår der gnister mellem hertugen og den noget utraditionelle barnepige, Alexandra, som han hyrer.

Til sidst er der den dyreglade Lady Penelope, der får en ny nabo, som hun er alt andet end glad for … i hvert fald til at starte med, men mon ikke de nok skal finde et passende kompromis.

Høj underholdningsværdi

Det er tre historier der bygget op over samme model. Mand og kvinde starter med at afsky hinanden, men undervejs vækker de alligevel hinandens interesse og begær.

Det er ikke stor kunst, ej heller videre nytænkende, men bestemt underholdende – og lige til en solrig sommerdag på terrassen eller stranden. 
 

Inspiration