Billede af bogen Tour de Chambre af Tine Høeg

Tour de chambe af Tine Høeg

Roman. Tour de chambre er en leg, hvor beboerne besøger hinandens værelser på skift, og hvor værten har sørget for underholdning og alkohol ud fra et givet tema.

Bogens hovedperson, 33-årige Asta, har skrevet 24 sider af sin bog nr. 2 - ”den svære toer” - om en polsk cementarbejder, der udover at arbejde på fabrik, havde en kunstnerisk åre og lavede buster af sine kolleger.

Asta har været meget optaget af sit emne, og hun bliver interviewet til tv og besøger sit forlag. Men Asta får sværere og sværere ved at overbevise sig selv om, at det er et spændende emne, hun har kastet sig over, og både fokus og gejst fortaber sig, især da hun får en invitation til en mindehøjtidelighed for en afdød kollegiekammerat. Det får minderne om livet dengang til at vælde frem.

I takt med at Asta husker livet på kollegiet og de andre beboere på gangen på femte sal, træder polakken og hans tid i baggrunden. Samtidig befinder Asta sig i det, hun selv kalder ”ungdommens tredje fase” mellem ungdom og ansvar.

Humoristisk og minimalistisk leg med ord

Bogen er skrevet helt minimalistisk uden ret mange tillægsord. Her er ikke ét overflødigt ord, og skrivestilen minder om måden at skrive sms’er på. Det er meget begrænset, hvad man som læser får forærende af beskrivelser af personernes udseende, så det bliver en yderst personlig oplevelse at læse bogen, fordi man selv skal danne sine egne billeder.

Humor opfattes vidt forskelligt. Jeg er vild med Tine Høeg’s skæve udsagn om f.eks. Sif, der engang kyssede en, der manglede en arm, hvilket hun først opdagede på anden date, eller da Asta til et katastrofalt forfatterarrangement på et gymnasium møder to piger, der vil have taget selfie sammen med hende, og så ikke kan huske, hvad Asta hedder.

Vurdering

Selvom legen Tour de chambre ikke var opfundet, da jeg boede på kollegium i slut 70’erne, genkendte jeg ved læsningen mange af de opståede situationer og relationer mellem bogens personer: festerne, kærligheden og usikkerheden på egne og andres følelser.

Kunst fylder meget i bogen, både Asta’s bog/bøger og hendes skriveophold langt ude på landet på Lolland, men også kultureliten i form af vennen Augusts billedkunstner-mor.

Bogen er hurtigt læst, og jeg fik den læst for hurtigt, så jeg har helt sikkert ikke fået alle nuancerne med. Den kalder på en genlæsning.