Top secret mission og feel good

12.08.22
Engelsk feel good roman om top secret missioner under 2. verdenskrig.

”Det lille bibliotek” er et must read, hvis du er til feel good, engelsk landidyl og tråde til top secret missioner under 2. Verdenskrig.

Lucy og historien

Lucy er historielærer, med en forkærlighed for 2. Verdenskrig. Hun er også en meget presset lærer og da hun en dag besvimer i skolen, beslutter hun sig for at tage orlov og flytte til den idylliske by Little Maudley. Her kan hun forhåbentlig slappe af og ikke mindst læse en masse om Bletchley Park. Dette sted spillede en afgørende rolle under 2. Verdenskrig, da det var et af de vigtigste centre for dekryptering af fjendtlige meddelelser – se evt. ”The Imitation Game”, så er man med.

Udover at slappe af og læse skal Lucy også holde øje med nabokonen, Bunty. Til at starte med kommer de skævt ind på hinanden og Lucy har svært ved at få Bunty til at åbne op for sin egen fortælling. Bunty er fra en anden tid, hvor det at fortælle sandheden kunne være meget farligt og derfor har hun svært ved at lukke nogen ind. Samtidig frygter Bunty, hvad der vil ske, hvis hun rent faktisk fortæller sandheden. 

Lidt mod sin vilje bliver Lucy inddraget i flere projekter i den lille by og snart har hun nok at se til. Hun skal både hjælpe med at redde telefonboksen, der også gemmer på indtil flere hemmeligheder og gode historier, hun skal agere mellemled for den søde nabo, Sam og hans teenagedatter og meget mere.

Vurdering

”Det lille bibliotek” er virkelig hyggelig læsning. Så enkelt kan det siges. Der er ikke så meget drama, som der måske ellers er i de her feel good-romaner, men det gør ikke noget. Det er en god historie og jeg er vild med personerne der er med. De bliver beskrevet detaljeret uden at det bliver alt for meget. Jeg kan sagtens se steder og personerne for mit indre blik.

Inspiration