Tør du være hudløs ærlig?

Roman. Seks fremmede. En grøn notesbog. En chance for at være ærlig.

Iscenesættelse

Mennesker næres af venskaber og sammenhold. Men i hvor høj grad tør vi være hudløse ærlige om vores inderste tanker, og betyder det noget i forhold til vores sociale og personlige relationer? Romanens seks hovedpersoner er ikke helt, som de giver sig ud for.

Vigtigheden af venskab og sammenhold

Alle iscenesætter, pynter, fortier eller lyver om deres liv. Hvad vil der ske, hvis man i stedet fortæller sandheden? Dette spørgsmål stiller bogens 79- årige excentriske kunstner Julian Jessop i en grøn notesbog som han døber Ærlighedsprojektet.

Ensomhed, hemmeligheder, iscenesættelse og tabu

Notesbogen efterlader han på et bord i sin yndlingscafé. Cafeens ejer Monica finder bogen og overvinder sig selv til både at skrive sin egen historie i den og sende notesbogen videre. Hun beslutter sig også for at hjælpe Julian ud af hans ensomhed, og på samme tid ser hun en mulighed for at lave mere omsætning i sin café.

Den grønne notesbog får en ny ejer efter hver ny historie, der skrives i den, og den fyldes op med ærlige beretninger. Efterhånden samles de seks, der har skrevet i notesbogen i Monicas cafe, og her opdager de alle glæden men også risikoen ved at være helt ærlige.

Romanen er forfatterens første og i bogens efterskrift kan man læse, at bogen er hendes egen erfaring med at afsløre en ubehagelig sandhed om hendes eget ellers tilsyneladende perfekte liv! Feel good skrevet i et glidende sprog og i små kapitler, der veksler mellem hovedpersonerne. Den passer lige til et par feriedage i godt selskab og med stof til eftertanke.

Tænker du også over den tid vi lever i, alle de iscenesatte liv vi ser eller selv deltager i hver dag på fx Instagram og Facebook, så vil du være godt underholdt. Den vil falde i god jord hos læsere fra midt tyverne og op. Clare Pooly er inspireret af reklamebranchens iscenesættelse i en verden, hvor grænsen mellem sandhed og fiktion konstant er i bevægelse.

Inspiration