Skøn kærlighedshistorie uden så mange dikkedarer

12.10.21
Roman. Den svenske romancedronning Simona Ahrnstedt er tilbage i stor stil.

Nogle gange er det altså rart med en bog der følger en eller anden bestemt opbygning. Mange af Simona Ahrnstedts bøger følger næsten det samme mønster, med to personer der mødes, de forselsker sig, men må kæmpe for kærligheden, inden de kan leve lykkeligt til deres dages ende.

En enkel historie

Nogle gange trænger man bare til at dykke ned i en skøn kærlighedshistorie, uden så mange dikkedarer. Det er ikke historier der foregår i et eller andet magisk univers. Jeg skal ikke først sætte mig ind i fremmede og ukendte kulturer. Jeg skal derimod bare sætte mig til rette, smide benene op og lade mig føre med strømmen – for jeg ved jo godt hvordan det ender. 

Sådan er ”Med hjertet som indsats” på sin vis også – selvom præmissen for Desirée og Sams forhold er lidt en anden. Jeg var ret godt underholdt hele vejen igennem. De har begge deres styrker og svagheder. Deres flatterende og knap så flatterende træk, men det spiller godt sammen og som læser var jeg meget nysgerrig efter at løse mysteriet. Jeg indrømmer gerne at alle mine teorier ikke holdt stik – og det er fedt at blive overrasket. 

Men selvom historien er enkel nok, er der alligevel mange lag i den - racisme, vold, rivalisering, mistillid og meget mere. 

Vurdering

Du skal læse ”Med hjertet som indsats” hvis du vil have en medrivende, underholdende og romantisk (erotisk) historie. Der er ikke sparet på drama, på de hede blikke eller lumre stunder. Det er ikke stor kunst, men jeg er fan!
 

Inspiration