Billede af bogen Sædelighedsfejden af Cecilie Bønnelycke

Sædelighedsfejden af Cecilie Bønnelycke

Da kvindelige cyklister blev udskammet, mens kirkeministeren gik på bordel.

Sædelighedsfejden af Cecilie Bønnelycke skildrer årene 1883-1887, som lagde kimen til det 20. århundredes seksualdebat.

1880’erne dannede rammen om en årelang offentlig debat om det danske samfunds seksualmoral og ikke mindst dobbeltmoral. Uenigheden handlede om, hvad der var socialt acceptabelt, men også om den store forskel på, hvad mænd og kvinder kunne tillade sig.

Man så gennem fingre med mænds skørlevned, mens kvinder ikke nød samme frihed. Noget så uskyldigt som kvinders cykling kunne give anledning til udskamning, da man mistænkte, at bevægelserne på sadlen havde en erotisk virkning.

En rød tråd til #meetoo

Bogen indeholder en overflod af underliggende historier til den store fortælling. Eksempelvis historien om kirkeministeren, der fra talerstolen på et vælgermøde blev udråbt som bordelgæst af en forarget borger, som ved selvsyn havde konstateret ministerens udenomsægteskabelige eskapader. Bogen giver desuden en forståelse af, hvad der ligger til grund for vor tids seksualmoral og trækker tråde til #metoo-begrebet.

Sædelighedsfejden er en del af serien '100 danmarkshistorier', i hvilken forskere fra Aarhus Universitet behandler 100 emner i 100 bøger á 100 sider. 

Læs mere om sædelighedsfejden

Ønsker du en kortere gennemgang af Sædelighedsfejden, hvor du samtidig har mulighed for at læse Georg Brandes’ særdeles velformulerede og bidske debatindlæg til kvindesagsforkæmperen, Elisabeth Grundtvig, kan du benytte Danmarkshistorien.dk.

Her finder du også det for nutiden besynderlige regulativ for politiets tilsyn med offentlige fruentimmere fra 1877, samt debatten om kvinders adgang til universitetet i 1874 og de første skridt mod ligelønnen.

Inspiration