Rørende, men skræmmende tegneserie

10.01.22
Tegneserie. Hvad sker der når forbrugersamfundet bryder sammen? Få et muligt svar her.

"Passagen" er en meget smuk, men samtidig også ret bizar tegneserie.

Handlingen

Historien udspiller sig i USA i 1997, hvor forbrugersamfundet er brændt sammen og der ligger derfor rester, stumper og stykker af droner, robotter og anden elektronik. 

Vi følger en ung teenagepige, der sammen med en gul robot er på vej gennem landet for at finde pigens bror. Undervejs ser de landet forfalde mere og mere og som læser sidder man med følelsen af at blive forfulgt. Slutteligt finder vi også ud af den triste sandhed om robotten og første gang jeg læste den, ramte den mig virkelig hårdt. 

Illustrationerne

Illustrationerne er grafisk flotte, detaljerede, stemningsfulde og foruroligende. Der ligger et element af uhygge i dem og de gav mig virkelig kuldegysninger. Samtidig er de virkelighedstro og troværdige – jeg kan godt se den ”virkelighed” blive til virkelighed og det er skræmmende. Simon Stålenhag er også kendt for ”Fortællinger fra Ringen” (”Tales From the Loop”) der vist også er en tv-serie. Samme lidt dystopiske setting, men ellers synes jeg ikke de kan sammenlignes. 

Vurdering

”Passagen” er en læseoplevelse der ikke lige er til at ryste af sig når sidste side er vendt. Den kræver sin læser og er, i min optik, ikke en børnebog, men til den voksne tegneserielæser. 
 

Inspiration